Jeg når aldrig rigtig at pakke ud, før jeg skal videre igen. For det meste til kbh, fordi det giver os mest tid sammen, Torben og jeg..Jeg vil skide gerne være sammen med ham, men de forskellige arrangementer og planlægning gør at det er bedst for "os" at jeg kommer til Kbh. Det er "okay", men iiiih hvor er jeg træt...


Jeg glæder mig til januar hvor alle forventninger til min deltagelse er overstået og der er plads og tid til at være hjemme, bare slappe af og ikke længere føle sig helt som gæst.. Selvom jeg ved at han lader døren være åben for mig og sønnen, så kan jeg også mærke jeg ikke er "hjemme" og kan gøre de ting jeg plejer. ikke fordi jeg ikke "må", men fordi jeg ikke har det godt med det...og ikke er HJEMME....

Jeg har rejst de sidste mange weekends, og tanken om at jeg skal være væk hjemmefra ihvertfald de næste fire stk, er ved at dræne mig fuldstændigt. Mand jeg er kvadret... Jeg glæder mig til Januar, synes jeg at kunne mærke på mig selv. Så er der ikke koncerter i kbh (Torben spiller i et band der hedder Idunn) og ingen halvtredsårsfødselsdage og ingen fædre, der skal have lavet om på aftaler osv osv...og ingen jul...og intet nytår der skal overståes.

Jeg kan mærke jeg er stresse, mit fødeindtag er steget til det absurde, og jeg føler hele tiden et behov for at "trøstespise", hvis man kan sige sådan. Hvis jeg sidder for stille og ikke gumler, kan jeg mærke en rastløshed..uh! jeg prøver at slappe af, men jeg kan ikke huske hvordan man gør det. Jeg vil bare...gerne kunne.

Hvis jeg kunne, ville jeg sgu nyde en enkelt weekend "nu", hvor jeg ikke skulle tænke på noget. Ikke skulle tænke på at aktivere hverken mig selv eller min søn, eller virke skide interessant for Torben. Rende rundt med morgenhår og vade rundt i gaderne i Odense, og bare - VÆRE...Mig...

- Maya