Så blev det tid til den sidste afsked :-(

Jeg trak det ud så længe som muligt, men til sidst var det desværre uundgåeligt.
Jeg tog afsked på en gårdsplads med en smuk udsigt, det blev til et kærligt klap og så var det det det...

Min gamle bil blev skrottet :-((

Øv øv, trods sine skavanker, så var den nu god. Den startde hver gang - efter nogle kærlige klap og bønner til hvem der nu kunne hjælpe.

En grå Renault med brune pletter diverse steder.
Det var en bil for kendere og kun kendere.

At køre i den krævede sin kvinde.
Man skulle huske at trykke højre bagdørs håndtag helt ned - ellers gik døren op første gang man drejede til venstre. Og af erfaring ved jeg at det er meget træls at samle diverse bankpapirer op i rundkørslen ved Videbæk...
Fordøren i venstre siden skulle trykkes godt i og ned for at holde i, ellers trak det så grusomt...
Bagklappen kunne ikke længere lukkes, heldigvis var den så tung at den for det meste blev nede. Men kørte jeg over de der fart humper på vejene, så hoppede den op og ned.
Den kunne heller ikke holde oppe, når den skulle og den var godt nok tung at få i nakken.
Vinduesviskerne havde deres helt eget liv. De startede når de havde lyst og som regel ikke når det regnede. Så skulle man holde ind til siden og slukke bilen og så håbe de holdt op. Elles krævede det en masse sprinklervæske.
Men regnede det, så strejkede de som regel og jeg måtte igen holde ind til siden og håbe de så havde lyst til at virke.
Radioen virkede periodisk. Gik ud uden varsel og skulle have et ordentligt gok og så spillede den måske igen. Min datter på seks år fik efterhånden lært at slå hårdt på instrumentbrædtet, hvis den så spillede, så sagde hun "sådan mor, nu har jeg ordnet din radio" Indtil den pludselig gik ud igen og så startde det hele forfra.
Højre blinklys foran faldt ud hele tiden og når jeg kunne høre den klaske mod siden, måtte jeg ud og proppe det ind igen. De sidste par måneder var det fikseret med strips.
På grund af et mindre uheld for et par år siden var det der plastik foran hele tiden ved at falde ned, så inden vi kørte var jeg hver gang ude og sparke det op på plads.

Men køre det kunne den...

Det var nok også på tide den døde. Køleren havde det ikke for godt, bremserne var slidte og gearkassen sagde sære lyde.

Men det var min bil og kun min, den var betalt og jeg var den eneste der havde ret til at køre i den.

Andre grinede ofte af den og kaldte den et lig, men den var jo god nok, når de manglede et lift.

Nu er det så slut. Jeg vil savne den, til trods for at jeg ofte bandede over den, når jeg skulle dreje skarp og manglede servostyringen.

Men køre det kunne den