det varede jo ikke længe. så konklusionen må vel være at jeg for lidt siden har stukket mig en kæmpeløgn (yeah? and what else is new?) genertheden krævede åbenbart ikke så meget tv tid, de obligatoriske 15 sekunder, (medieliderlige kost!)
men lysten galoperede lige ind i dagligstuen afleverede en pakke rød skjold og smed sig i treplanen med et velfortjent suk.

jeg kom nemlig i tanke om en helt fantastisk og vidunderlig oplevelse jeg, i mit arbejde som tjener, var udsat for for ikke så længe siden.
fuck alle dæmoner, fuck alt selvpineri, fuck alle selvsyukne luftkasteller og bla....
min usikkerhed har været stor siden jeg kom hjem, men skulle langsomt gennes væk, og idet min overtjener på hotellet gav mig ansvaret for et guldbryllup, dukkede trangen til flygte-over-stok-og-stensyndromet op bag mig.
det er især i sådanne øjeblikke, jeg er bar. alt hvad jeg er bygget af, er væltet, som et skrøbeligt korthus, hvor een eller anden spade vader hen og henkastet siger:" jeg snupper lige DEn her", hvorefter korthuset skvatter sammen som det det i virkeligheden er; en død karklud.

at jeg så fik smidt en forvirret og øjensynligt nybegyndende toastmaster i mit skød, hjalp ikke synderligt på det. så han tog overtaget med det samme, måske fordi jeg lod ham gøre det, måske grundet min indbygget konfliktskyhed og usikkerhed eller måske fordi jeg sansede at han bare var så pissenervøs ved jobbet, at han skulle have lang snor.

nuvel, manden drev mig til vanvid! men jeg holdt ud, gav service og det gik!

det spændende ved det hele, drejede sig om selve guldbruden i en parantes, fordi hvem sad ved siden af hende? hvem var det der sad og sludrede ved hovedbordet, som jeg havde ansvaret for? ingen andre end min store, store helt Senor Møllehave! som det viste sig at være guldbrudens bror.

stor succes bag kulissen, da jeg opdagede det. at der så var et par af tjenereleverne der ikke vidste hvem møllehave var, lod jeg sive igennem, men pønser nu på en seriøs hævner, fordi DET accepteres ikke!

resten af aftenen svævede jeg rundt om mit bord med et sageligt blik og udviklede et par nye smilehuller, hvor sådan nogen normalt ikke sidder. johannes, han jo blev kaldt af familien, og som jeg kaldte ham inde i mit skumhoved, var det der betegnes som "perfekt gæst".
at mærke sit hjerte FYSISK svulme op af næstekærlighed og stolthed over at man var i samme race som ham, var en følelse jeg nok nærmest kan sidestille med forelskelse. og mit mantra den aften, som jeg gentagne gange sang til alle ude i kulissen, var: "hvis alle gæster var som ham, så ville vores job være det allerbedste job i verdenen". det er det nu alligevel, men jeg er da stødt på et par mellemledere *hvæs*, der kunne lære meget at hr. møllehave.

nuvel, aftenen gik godt , med et par kiksere fra toatmasterens side, men intet kunne ødelægge det for mig.

klimakset kom så, da de alle var gået til kaffe og jeg går skænkede avecs til hele styrken. da jeg når til min helts bord, trækker han mig til side og stikker mig sit dankort og siger:" Nu hæver du 200 kr. til dig selv, fordi jeg synes du har gjort det så flot".
resten husker jeg ikke tydeligt. i en døs svælvede jeg ned, mens jeg kærtegnede hans kort, fortalte alle dem der gad høre på det, hvad det var der var hændt mig, og lignede en lalleglad nikkedukke resten af aftenen.

det var så stort. noget af det største i mit liv. og jeg er stadig forundret over hvordan man bliver sådan et rart menneske. han må helt klart være et forbillede, hvilket jeg ved han er, for mange mennesker. han er ihvertfald mit.

og jeg delte selvfølgelig de 200 med mine "undersåtter", man er vel een af møllehaves disciple.