Kære dagbog!

Så er Bjarke taget hjem, og nu skulle man tro at jeg kunne slappe a igen men nej....
Hver gang jeg bare lige tænker på ham og det gør jeg tit, ja næsten hele tiden.
Bare det KRAM jeg fik af ham, lige inden han steg på toget, kan få mit HJERTE til at HAMRE der ud a.
Han så lidt underlig ud i hovedet da han satte sig på sin plads i toget....
og Det udtryk, jeg så hos ham, da jeg løftede min hånd til afsked, vil jeg aldrig glemme.
Der var noget over ham, noget fortabthed og lettelse i det udtryk.
Min veninde fra skolen, kom også lige fordi i dag, for at hilse på ham og for at vidergive en job ansøning.
Hun var også med nede for at sige farvel til Bjarke , da han steg om bord på toget.
Og lige inden da, viskedet hun til mig at jeg skulle give Bjarke et kys, men det ville jeg ikke.
Jeg kan også huske at da vi var på vej over mod toget, prøvet Bjarke at komme tæ på mig, men jeg undveg ham, så han til sidst standset op foran mig og vente sig om i mod mig og gav mig et kram.
Det var sådan jeg fik det kram, jeg havde ønsket mig i rigtige mange mdr, og når ja det var kort ,men jeg fik det....
Så bare vendt til næste gang, så skal det kram nok blive længer.....
Smiler, det vil jeg gerne love jer og alle andre ;)