Det må siges at være en velkendt følelse, når man sidder overfor tasterne, der vil, men man vil ikke selv. Nogen kalder det for en skriveblokade. Jeg ved ikke om begrebet har hold i virkeligheden, deter der endnu ingen der har søgt at påvise (såvidt jeg ved), men i hvert fald hører det til i teksten. Teksten som fænomen er langt større end man skulle forestille sig. Teksten er oral så vel som skriftlig, og den er både til stede i bygninger, biler og mennesket selv, også når munden ikke står åben. En bred kategori, det uudtalte, indeholder det meste. En masse der, selvom den ikke er tilstede, siger noget eller gør noget, stadig skaber indtryk - indtryk af forskellig art, store som små. Selvom bordet i dagligstuen ikke provokerer en til at føle eller tænke noget (en almindelig kategoriserings-kliché når man taler om hvad kunst er), så er det alligevel i "nærheden" af en når man træder ind i dagligstuen, og på den måde opstår der en vis form for kommunikation imellem mennesker og ting, subjekt og objekt. Det lyder underligt, men på en eller anden måde er det alligevel en form for realitet, ligesom det uudtalte også er det. Derfor kan man alligevel godt tale om skriveblokeringen eller en vis for for inspirationsløshed, når man taler om at skrive. Den er reel nok, en realitet, men ikke en af disse realiteter, der skyldes en uforklarlig tilstand et sted i universet.. Det kan være omgivelserne der generer, en lille ting der ligger på gulvet, eller et menneske der træder ind i ens nærhed, mens man skriver.