Er vred. Ligger slet ikke til mig, men jeg fnyser og sprutter over min eks. Kontakter ham ikke, men sender de lede sms'er til min kusine, så de i det mindste har en modtager. Hvad fanden ligner det at smadre hele sin lille familie med vrede og kontrol, utroskab og alkohol? Kan slet ikke finde noget positivt at sige om ham lige nu. Gider faktisk ikke vreden. Men den overmander mig. Som en slags renselse. Hader ham for at søge elskerinder på nettet, for at besøge dem under påskud af at skulle overnatte ude pga jobbet. I D I O T.
Hvordan kan man lette lidt på dynen og kysse sin kone på kinden, mens man stadig har en anden kvindes safter på sin krop....for helvede da også!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
I går fandt han ud af, at jeg var med en ven (en meget meget lækker én :) ) til koncert i torsdags. Sendte mig beskedder med ord som luder, kælling og trusler. Svarede ikke. Så ringede han, og da gjorde jeg noget i hans øjne utilgiveligt: jeg gave tlf til min ven, Rene, som svarede. Røret blev lagt på. Jeg slukkede tlf. I morges var det 37! beskedder fra ham med alt fra ynk til vrede og forsoning. Hvordan synes han selv, det går?


Han skrev at han forbeholdt sig retten til at have mest ondt. Jeg svarede: værsgo, den ret er din, for jeg er ok.
Hvordan kan man afslutte 22 år i en tlf? True med at ville skyde det menneske, der har stået ved ens side altid? Psykopat er vist det eneste ord, der dækker nogenlunde. Blev aldrig vred i alle de år. Fandt mig i alt. Elskede ham ubetinget og sørgede altid for at være hjemme, når han kom. Var hustru og mor på fuld tid. Nu får jeg lækker sex, går til koncerter, flirter, prøver grænser af og tuder ind i mellem. Livet er sgu lidt mærkeligt.