Så blev jeg 50. Det er en måneds tid siden, men jeg har bestemt ikke vænnet mig til det. Hvorfor kan man ikke dø mens man er ung, aktiv og glad ? For glad det er jeg ved gud ikke.

Selvom jeg har meget, jeg burde være glad for. Mine dejlige forældre lever endnu og har det relativt godt. Jeg har en søn og en datter, som begge har taget gode uddannelser og klarer sig fint. Derudover en sød svigerdatter og to vidunderlige børnebørn, Elias, der lige er fyldt fire og lille Louie på 8 måneder. Også min bror og søster har jeg et fint forhold til.

Men, men, men.

Mit eget liv har jeg ikke et godt forhold til. De sidste 20 år har været martret af psykiske problemer. Min diagnose er aldrig rigtig blevet stillet. Manio-depressiv (absolut mest depressiv) og borderline-forstyrrelse. De første tolv år gik nogenlunde, med dårlige perioder men absolut også gode , hvor jeg kunne passe arbejde, fik en god uddannelse og klarede mig. Men i 2002 gik det for alvor galt, i en mani kastede jeg mig ud i et vanvittigt forretningseventyr, der kostede mig alt og mere til. Med en megagæld, en årelang depression og år på kontant-
hjælp og bopæl på diverse ynkelige værelser.

Nu er jeg på førtidspension og har omsider fået egen lejlighed, lille men dyr. Er netop blevet varslet 250 kroner i lejeforhøjelse og 200 kr i varmeforhøjelse pr. måned. Hvordan klarer man det, når budgettet knap nok hænger sammen i forvejen?

"Jeg hader mit liv".

Det er den tanke der tusind gange om dagen farer gennem mit hoved. For hvordan ændrer man det ? Hvordan bliver man glad eller bare ikke ked af det konstant ?

For oven i alt det andet ligger angsten som den dyne, der dræber alt. Der går dage, hvor jeg ikke kommer på gaden, for jeg tør simpelthen ikke.

For helvede hvor er det rædselsfuldt at fylde 50 og ha´ det sådan !