Så sluttede sommeren sådan rigtig for alvor. Nederen vejr de sidste par uger. Årets sidste tur på motorcykel kom uden jeg opdagede det. Lidt øv at det var en tur i brugsen og ikke en tur med fuld smæk på motorvejen..

Når vejret er som nu bruger jeg meget tid foran tv'et og det gør jeg indtil det bliver forår igen. I dag så jeg et afsnit af en serie hvor der blev snakket om at en person gerne ville gøre sine forældre stolt. Så slog det mig at det aldrig er noget jeg har haft behov for.
Er det mærkeligt at jeg ikke er specielt interesseret i om mine forældre er stolte eller ej? Jeg har det sådan at hvis jeg er tilfreds, så er jeg bedøvende ligeglad med hvad andre mener.
Men jeg er også lidt i en klasse for mig selv. Føler ikke empati og synes heller ikke i stand til at elske for alvor. Jeg kan blive glad, sur, ked af det og skuffet, men udover det er jeg nok hvad man vil kalde følelsesmæssig afstumpet. Hvorfor kan jeg ikke kaste lys over, da jeg umiddelbart har haft en ok barndom uden nogle ekstreme episoder. Jeg er ikke sådan rigtigt blevet såret, men det hænger vel nok sammen med at jeg har svært ved at få følelser i klemme når det vildeste det er blevet til er forelskelse og jeg så plejer at trække stikket efter 4 måneder.

I mit "vinterhi" har jeg kastet mig ud i at se 6-7 forskellige serier. Det er som om jeg er bedre til at sætte mig ind i deres verden frem for min egen. Jeg ser bl.a. Dexter. En intilligent seriemorder som jeg, bortset fra mordene, godt kan se en del af mig selv i. Han er dog bedre til at få løst de uheldige episoder i hans liv end jeg er. Min løsning på min nuværende situation med nedtur, er at lade mulen hænge og høre musik for fuld skrue. Utroligt at naboerne ikke har klaget endnu. Hører alt fra DMX og Tupac til Airsupply, så de får da variation så det basker.

Havde egentlig meget mere på hjertet i dag, men skal tidligt op og på job, så det må vente til en anden dag..