Det gør ondt at få børn. Det gør ondt at gå i spagat over en kasse dynamit den dag de kommer ud, det gør ondt når de græder, og det gør særligt ondt at vide, at man ikke kan give dem hele verden.

Jeg har brugt et år på ikke at skrive noget som helst. Jeg har intet læst, intet skrevet og jeg har en hylde fyldt med bøger og tomme sider i notesblokke, som minder mig om det. Jeg har groet et barn i min mave, og jeg har ligget på sytten millioner stjernekastere i 43 timer, før jeg fik et bevis på at maven var fyldt med andet end små djævle, som trykkede på knapper og hev i snore, der fik hovedet for enden af maven til at tilbringe ni måneder med at kigge ned i toilettet.

Jeg har en datter, som har en bog om sig selv, hvor der intet står, fordi jeg ikke har skrevet noget i den. Det sidste år har været så stort, at min blyant har været for lille og mine tanker for små til at fortjene at blive foreviget i et dokument. Jeg tænker meget på grød og bleer og søvnmønstre. Jeg tænker rigtig meget på institutionsplads, opdragelse og nærvær, og jeg tænker meget lidt på noget som helst andet. Jeg har svært ved at være ambitiøs omkring andet end min lille bitte hverdag, og jeg tror at min fandenivolskhed forsvandt da jeg var færdig med at gå i spagat over dén dér kasse med dynamit. Jeg har brugt den.

Min far fylder meget i vores miniature-liv, som er begrænset til et lille hjem og en luksus-barnevogn. Han bor her også, og han sidder altid imellem sofaerne hvor der står en lampe og ikke er plads til et rigtigt menneske. Han fortæller hjemmedyrkede historier, han står på rulleskøjter, slår telt op, giver de bedste kram, og det passer slet ikke, for det var jo min barndom og ikke hendes. Han har aldrig besøgt os herude, og han har aldrig set sin plads imellem sofaerne, som jeg hader, fordi de oser af ungkarl.

Jeg ved godt, hvordan man gror et menneske og hvordan man bruger to døgn på at få det ud, jeg ved hvordan man fortæller historier og hvordan man slår telt op, for det har han lært mig. Men jeg ved ikke hvordan man holder liv i en morfar, som aldrig nåede at blive det.

Det gør ondt at få børn, når man gerne vil give dem det bedste i verden og er nødt til at opfinde det hele selv.