I morges, mens jeg stod og rev gulerødder til James madpakke (rigtige mænd spiser råkost?), kunne jeg inde fra soveværelset høre, hvordan han tumlede rundt med vores datter. Jeg listede hen til døren -for ikke at rive dem ud af deres leg- og lænede mig forsigtigt op af døren med det største smil på læben. Hun ruller rundt på sengen, ind til fars mave, hovedet let fordrejet, så hun kan se hans ansigt og rive ham lidt i skægget, mens hun laver pruttelyde med munden. Klokken er 08.15 og han er helt kvæstet af grin, normalt ville han stadig ligge og sove tungt på dette tidspunkt. "Kaffen er færdig, vil du have en kop, før du skal ud at løbe?" spørger jeg. Men her til morgen vil han bare hygge med sin dejlige datter og hendes dejlige mor (mig, altså)!

Vores abonnement på Berlingeren er lige trådt i kraft i dag, så den skal jeg nyde om lidt, før dagens opgaver bliver løst. Det lyder så trist, når man siger det sådan, men du er forudfattet. Hele livet er, hvad vi gør det til. Jeg gik gennem kirkegården i fredags, for der tænker jeg bedst. Jeg tænkte ved mig selv, hvad jeg ville se tilbage på, når jeg engang bliver gammel. Jeg vil komme til at miste meget. Dem, jeg holder af, som er så mange år ældre end mig selv. Der vil måske ske ulykker, sygdomme, måske for mig selv,...viddere tør jeg ikke tænke.

Ingen mennesker går igennem et helt liv uden at have mistet noget. Hvis de ikke har prøvet at miste en elsket, så har de for alvor tabt noget endnu større. Alle vil opleve sorg, måske mange gange her i livet. "Hvor mange store glæder når man at opleve, som gør det værd at leve?" Spørgsmålet kørte i hovedet på mig, for når jeg tænker tilbage på mit (korte) liv indtil nu, så kan jeg ikke finde een "stor" glædesoplevelse. Det er ikke en begivenhed, man skal gå og vente på. Glæden er en tilstand af velvære, som opstår, når man giver den lov!

Når jeg nærmer mig slutningen på mit liv her på jorden, så vil jeg kunne tænke tilbage på mit liv og være glad. Jeg vil vide, at jeg har levet med det ene formål at sprede glæde for mig selv og mine nærmeste. Vi får så mange sorger gennem en levetid, at vi bliver nød til at tillade os selv at være glade i mellemtiden.

For hvornår skulle vi ellers være det.