Torsdag, 6 marts - 2014

Alene i skyerne
Tine Sønder ...
9 år siden
Beskæring af roser
Hanna Fink (...
8 år siden
Gud taler til alle
Salomon
6 år siden
Bornholm2
Michala Esch...
13 år siden
Stemme
Halina Abram...
4 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
5 år siden
Kindfede og røvfuld!
Racuelle Hei...
6 år siden
Hundetyven.
Regitze Møbi...
7 år siden
Hr Solsort
Peter
5 år siden
Kvindetid med Ziggy Marle...
Racuelle Hei...
6 år siden
Om at være tanketyven
Merida Dunbr...
2 år siden
Еnke
Halina Abram...
4 år siden
Storskrald
Hanna Fink (...
5 år siden
Galleri partner
Poul Brasch ...
4 år siden
Sikkerhed - What for?
Marlene Gran...
9 år siden
Brækket arm.
Hanna Fink (...
6 år siden
Mor er vred på mig. Alting går galt. Det går dårligt i skolen. Hun græd i dag og han trøstede hende. På en eller anden syg måde er jeg jaloux over det. Jeg vil have han skal trøste mig, men det giver jo ingen mening - det er jo ham der har gjort mig så ked af det, hvorfor er det så ham jeg vil trøstes af? Jeg ved ikke hvad der er sket med mig. Jeg ved ikke om det nogensinde bliver bedre. Mor er vred, hun siger at jeg er vred, men det er jeg ikke. Jeg er bare ked af at høre den magtesløshed der er i hendes stemme når vi taler i telefon. På en måde tror jeg ikke hun længere tror på at jeg får det bedre. Hun siger jeg ikke får det bedre fordi jeg har mistet meningen med mit liv - at han var meningen med mit liv. Det gør mig ked af det, for det var han ikke. Mit liv var mange ting, men det er rigtigt at han var en stor del. Jeg var en del af hans familie. Jeg elskede ham ubegrænset. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal elske, enten er det helt eller slet ikke. Men hvis jeg elskede ham ubegrænset, bør jeg så ikke give slip, lade ham være sammen med hende, glemme alt om mig. Det er jo det han helst vil. Hvorfor kan jeg ikke det? I det øverste lag tror jeg at jeg er virkelig ked af at han ikke kunne være glad ved mig, og at være med mig ikke er det han helst vil. Det gør rigtig ondt. Dybere nede tror jeg at jeg har en følelse af at vide bedre, at jeg kun kan beskytte ham hvis han er hos mig, at han ikke ved hvad der er bedst, at vi skulle være et hold og klare alting sammen. Et eller andet sted føler jeg mig også bare så forladt og alene - og svigtet. Jeg bliver ved med at se ham, og tale med ham, inde i mit hoved. Jeg spoler tilbage til situationer - som dengang vi var på vej til Sverige og jeg sad bag ham i bilen. Jeg tænker jeg rækker ud efter ham, aer hans hud og siger "Min elskede, elskede ven, jeg elsker dig, vi skal holde sammen altid" - Jeg ville ønske de tanker ville gå væk, for de gør mig ked af det. I virkeligheden ville det sikkert ikke engang være så dejligt et øjeblik. Måske ville han ikke svare, måske ville han blive irriteret. Jeg ville ønske han engang i mellem havde sagt sådan nogle ting til mig, men jeg kan faktisk næsten ikke engang forestille mig det - Jeg er ked af han aldrig elskede mig. Jeg føler mig uduelig. Jeg ville ønske mor ville ringe. Hun sagde hun ville lade mig være, at jeg selv kunne ringe, men jeg er bange for at gøre hende ked af det igen. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så vred. På nogle tidspunkter føler jeg bare det ville være så meget bedre og lettere ikke at leve længere.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Torsdag, 6 marts - 2014 er publiceret 17/03-2014 17:57 af Sine Simonsen (Sinegen).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.