Lørdag den 1 marts - 2014

Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
9 år siden
ægte skriveglæde
Jette Peters...
4 år siden
Fødselsdagsweekend.
Michala Esch...
13 år siden
Første dag.
Neola
7 måneder siden
Kaos, vrede og kærlighed
Line Ley Jen...
1 år, 9 måneder siden
Selektiv skriveblokering
Olivia Birch...
6 år siden
Kære natbog (XI) – zombie...
Olivia Birch...
6 år siden
uden søvn
Kenny Raun (...
7 år siden
Vand
Halina Abram...
4 år siden
Flytnings-spænding, og li...
Kasper Lund ...
5 år siden
Stemme
Halina Abram...
4 år siden
Fifty shades of fuck-up
Tine Sønder ...
9 år siden
Velkommen til oversprings...
Michala Esch...
8 år siden
Hurry up!
Julie Vester...
8 år siden
Første indlæg og ny tid
Miriam Lidbe...
4 år siden
Anden dag på Fyldepinden
Gaffa Brandt
8 år siden
Dagen tiltaget 5 timer og...
Hanna Fink (...
7 år siden
Den lille dreng, er mig.
Kasper Lund ...
6 år siden
Dag 7 på fyldepennen. Sta...
Gaffa Brandt
8 år siden
Clairvoyant Medie
Sylvia Ebbes...
8 år siden
Misfoster
Tine Sønder ...
8 år siden
folkeskolegensynsfest
Peter
8 år siden
Stemme
Halina Abram...
4 år siden
Åh den vrede, den vrede!
Bastian
9 år siden
Lykkedes at ride igennem ...
Regitze Møbi...
7 år siden
Ikke så halt længere...
Mikala Rosen...
12 år siden
Tændt...... mega tændt.
Danze
3 år siden
Fredag 21 Marts - 2014
Sine Simonse...
7 år siden
Mit lys brænder
Tine Sønder ...
8 år siden
poop
Regitze Møbi...
7 år siden
Guldbryllup
Hanna Fink (...
2 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
5 år siden
Apatiske gentagelser - Ka...
Kasper Lund ...
6 år siden
Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
2 år siden
Tudefjæset - Kasper Lund
Kasper Lund ...
5 år siden
Lad os sammen hylde nørdh...
Katrine Søre...
8 år siden
At se tilbage
Simone Krist...
7 år siden
Forfald
Hanna Fink (...
9 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
5 år siden
Tag et lyn.
Regitze Møbi...
7 år siden
Læseferie... næsten
Michala Esch...
9 år siden
På mange måder har jeg det bedre. Mit hår var begyndt at blive helt tyndt, men nu vokser det igen, så jeg har en masse små totter foran. Jeg laver mine lektier, går tidligt i seng, der er ingen der slår mig og jeg går ikke længere rundt og er bange for at han ikke elsker mig. For det gør han ikke. Det har han aldrig gjort. Jeg fortæller mig selv at han heller ikke elsker hende. At han kun er i stand til at kære om sig selv, at han ville forråde alle for at beskytte sig selv. Jeg bliver nødt til at tro på det, for jeg kan ikke klare at tænke på at det skulle have noget med mig at gøre. At de alle sammen har vendt mig ryggen fordi der er noget galt med mig.

Det gør så ondt at se ham sidde der med hende på skødet, at se ham udstille mig hos rektor. Sige at han aldrig har slået mig, sige det var mig der lagde for meget i vores forhold, sige at han bare er en almindelig teenager der slår op, skifter kæreste, bliver forelsket. Hvordan kan jeg næsten tro han virkelig kender sandheden? Jeg forstår det ikke. Vi oplevede jo det hele sammen. Han husker vel i Rom da han slog mit hovede mod vægen, han husker vel jeg græd på hans værelse og han skubbede mig ned fra sengen, ruskede mig og tog mig om kæben. Han husker vel da Lou Reed døde og han sparkede mig i brystet. han husker vel da vi sad i køjesengen og jeg var så vred. Jeg ville bare have han kom ud og var sammen med mig. Han slog mig to gange i ansigtet. Han husker vel da vi så film i stuen og hovedpersonen blev slået af sin kæreste. Han sagde undskyld til mig. Han sagde han elskede mig, han sagde vi skulle være gode sammen. Men det blev aldrig sådan.

Han husker vel den dag jeg ville gå. Han skreg og græd. Jeg græd også, men jeg kunne ikke mere. Kunne ikke byde min mor at se hvordan jeg levede hendes liv om igen. Jeg ville gå. han husker vel hvordan han lagde sine hænder rundt om min hals, hvor bange jeg var. Jeg troede det var kærlighed. Han sagde undskyld. Han græd. Han sagde han ikke vidste hvordan han ellers skulle holde mig tilbage. Jeg gik, men jeg kom selvfølgelig tilbage. Jeg troede det var kærlighed, at han var så bange for at miste mig at han ville gøre alt. Han var bange for at miste mig, men ikke fordi han elskede mig, han var bange for at være alene. Det fortalte han mig senere, efter hende, efter jorden var rystet og verden vendt på hovedet. Han var vred. Han sagde han aldrig havde elsket mig. Han sagde de alle ville tro jeg var skør, at ingen ville tro mig. Han sagde jeg lige så godt kunne slå mig selv ihjel. Han sagde hans familie ville hade mig. En familie der betød så uendeligt meget for mig.

Jeg troede vi var for altid. Jeg ville beskytte ham i mod alt. Jeg ville elske ham uanset hvad, ligemeget hvad han gjorde, og det er min forbandelse. Selv nu hvor han er gået til dem han sagde vi skulle holde os fra, dem han kaldte onde, dem han kaldte uintelligente, overfladiske og kedelige. Han sagde vi var mere end det, at vi skulle holde sammen. Og nu, nu eksisterer han hos dem. Lader som om at alle de ting der før fandt sted er ting jeg finder på. Pludselig taler han i telefon med en af dem. Pludselig glemmer han mig. Pludselig ligger han med hende. Pludselig mister jeg alt. Pludselig bliver jeg opfattet som skør og de vender mig alle ryggen. De forstår ikke jeg stadig er ked af det. De siger "hvordan tror du ikke han har det, når du sidder og græder sådan" Jeg tror ikke det betyder noget for ham. Hvis det gjorde havde han gjort det hele mere nænsomt. Hvis han virkelig ikke længere ville være sammen med mig, hvis han virkelig nogensinde havde elsket mig, så havde han kæret nok om mig til at vælge en pige udenfor klassen. Eller så havde der været så mange følelser indblandet at han ikke havde kunne gå fra det ene forhold til det andet på så kort tid.

Men sådan er det ikke. Han er kærester med hende og jeg skal se på det de næste 50 skoledage. Klassen vender mig ryggen. Min ven nægter at tale med mig. Han har troværdigheden, han er den stærke, med venner, kæreste og band. Han er en stakkels fyr der blev forelsket i en lille lyshåret pige, og nu pines af sin ex, der ikke bestiller andet end at græde over ham. Hvordan kunne nogen nogensinde tro at en så venlig fyr kunne slå sin kæreste, hvordan kunne nogen nogensinde tro at en så venlig fyr kunne forråde hende han kaldte sin bedste ven? Ingen vil tro mig, for ja, jeg er jaloux. Ja, jeg er ked af det. Ja, jeg græder når jeg ser dem hånd i hånd. Ja, jeg græder når dem jeg opfattede som mine venner vender mig ryggen, ignorerer mig.

Hvor farligt kunne det være at lægge en arm om mig, sige godmorgen, spise frokost med mig? For det er da normalt at være fuldstændig knust når den man elsker forlader en og elsker en anden. Specielt når den person gav udtryk for at vi var langt større , at vi ikke bare ville ende som så mange på vores alder. Jeg eksisterede hos ham. Og det er så forfærdeligt. Hvordan kunne nogen tro min historie og samtidig tro min kærlighed? Jeg ved ikke hvorfor. Selvom alt det her er sket, selvom han har sagt alle disse ting, selvom han har set mig ind i øjnene og benægtet de ting vi begge ved har fundet sted, så er det alligevel de gode ting jeg husker. Jeg husker vi spillede spil, han kaldte mig Sunepigen og vi så tegnefilm. Jeg husker hans mormor, og pandekager. Jeg huskede vi græd og han sagde han elskede mig under dynerne i min sovesofa. Jeg husker han trak mig gennem mudderet, op på bakken hvor han kyssede mig i regnvejr. Jeg husker hvordan han lagde mig ned på gulvet og sagde jeg aldrig måtte ændre mig, at der ikke var mange som mig, at jeg ikke måtte ændre mig. Jeg husker også hvordan han senere bad mig holde igen, hvordan han senere bad mig om at vende mig om når jeg skiftede tøj, hvordan han senere flippede ud inden en familiefest fordi jeg var for anderledes.

Det hele er svært for mig at tro. Det er svært for mig at tro det er den samme der sidder overfor mig på rektors kontor. Den samme der hver dag ser mig alene og fortabt. Det var ham der beskyttede og forsvarede mig i mod de piger der angreb mig og vores forhold, dengang det hele stadig var nyt. De piger sidder han nu hos, de piger fester han med, taler og griner med. En af de piger ligger han med. De samme piger han sagde vi skulle holde os fra. Han sagde at vi var et hold, en familie. jeg er magtesløs. Jeg bliver nødt til at eksistere i alt dette 50 skoledage endnu. Hvor ville jeg dog ønske at min kærlighed kunne ændres til had lige så hurtigt som hans gjorde det.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Lørdag den 1 marts - 2014 er publiceret 17/03-2014 17:39 af Sine Simonsen (Sinegen).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.