6 år siden

Parforholdets små beslutninger.

Perfektionismen dræber mi...
Neola
8 måneder, 7 dage siden
Boxning
Ida Hansen (...
3 år siden
Om at spise æbler som Bor...
Olivia Birch...
7 år siden
I bussen.
Ruth Christe...
5 år siden
Galde med sukkerglasur og...
Olivia Birch...
6 år siden
Under isen
Tine Sønder ...
8 år siden
Storskrald
Hanna Fink (...
5 år siden
Gamle skole
Nikitaolsen1
6 år siden
7
Halina Abram...
4 år siden
Endnu en - Kasper Lund
Kasper Lund ...
5 år siden
Vi har fået altaner i vor...
Ruth Christe...
5 år siden
Livet i Lugano
LoneHK
9 år siden
Morgenstemning og ord
Kathi12
7 år siden
Atomer & molekyler - nu p...
Mikala Rosen...
9 år siden
Hvor blev mit af?
roed
8 år siden
Dumme udtalelser og træls...
Racuelle Hei...
3 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
6 år siden
Glædelig blæsevejrs-dag!
Katrine Søre...
8 år siden
Roligt forelsket..
Sophie Hatte...
9 år siden
Bliver simpelthen nødt til at komme ud med det. I mit sidste indlæg skrev jeg om hvor hårdt det var at blive gift, og det er det virkelig også, når man er gift tager man også beslutninger sammen, hvilket faktisk er en af de positive ting. Man står aldrig alene, man har altid en sparre med, om det så er godt eller dårligt.
Dagen efter mit indlæg i sidste uge skulle vi nemlig til Svendborg sygehus, jeg var blevet gravid, idet at vi har en lille pige på 6 måneder og et parforhold der kører sådan halvt om halvt, besluttede vi i fællesskab at abort var det eneste rigtige. Økonomien talte heller ikke lig for en baby til, det ville kunne lade sig gøre, men så havde vi heller ikke flere penge efter det.
Så der var vi på Svendborg sygehus, min mand måtte ikke komme med ind, men skulle sidde og vente pænt i venteværelset, og hvis der er noget værre jeg ved, er at være alene på et sygehus. En sød sygeplejerske kaldte mig ind, jeg tog mine bukser og undertøj af, og lagde mig så der på briksen. Jeg var 10+5 henne, så jeg skulle igennem en kirurgisk abort. Jeg var egentlig ganske afklaret med det, og fik sat en spiral op når nu jeg alligevel lå i narkosen. Jeg havde det fint med vores beslutning, lige indtil min svigerinde ringer dagen efter og fortæller de var gravide. Hun vidste jeg var gravid, hun vidste at vi skulle igennem en abort, og så vælger hun at fortælle det lige dagen efter jeg har været igennem en abort. det var dér jeg fortrød, jeg følte hun gik og bar på MIT barn.
Det slog og hårdt, og det har været nogle hårde dage at komme igennem, men vi overlever. Jeg føler mig bare så tom i min mave, jeg føler at det er uretfærdigt selvom det var et valg vi var enige om.

Da jeg så i onsdags var i mødregruppe, begyndte det hele bare at ramle i og med at jeg blødte meget, der kom store klumper med ud, hvilket absolut ikke var normalt. Min mand hentede mig, kørte mig til lægen, som så sendte mig videre til Akut modtagelsen. Der var jeg så, blødt igennem alt mit undertøj og bukser, dårlig, hvid i hovedet, træt og ville ikke mere. Efter 2,5 time, kom vi ind til en læge, som siger det hele ser fint ud, min spiral var røget ud og han kunne ikke fortælle mig hvorfor jeg blødte så meget.
Fedt tænker jeg så bare, jeg har lige fået en abort, der er ingen der kan fortælle mig hvorfor min krop gør dette, og der er fucking mælk i mine bryster selvom jeg stoppede med at amme da lillepigen var 3 uger!
Prøv lige og spørger om jeg stadig føler mig gravid?!

Men okay, det hele er ikke noget værre juks, og jeg kan åbenbart godt have en betænksom mand efter alt dette.
Manden har fået arrangeret at hans forældre skal have hende fra idag til imorgen, og vi skal en masse ting, som jeg ikke må få at vide. Vi har en hel dag tiltænkt os som par, og ikke som forældre. Det er virkelig noget jeg ser frem til, hvis vi altså ikke ender i et kæmpe skænderi midt i det hele.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Parforholdets små beslutninger. er publiceret 27/02-2015 09:25 af SoffiG.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.