Kære
Halina Abram...
1 år, 6 måneder siden
Biluheld....
Kianna Kitte...
3 måneder, 9 dage siden
Det jeg gå og lav
Maria jayash...
4 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
6 år siden
Dumme udtalelser og træls...
Racuelle Hei...
5 måneder, 28 dage siden
Husk at drømme en drøm i ...
Camilla Rasm...
4 år siden
Kære Hr. Rasmussen - Jeg ...
Christian Ba...
4 år siden
senior Dating.
Ruth Christe...
2 år siden
Jeg spillede skak. Men felterne var skiftevis hvide og lyseblå og der var ikke ret mange af dem. En brik var lavet af et foldet stykke papir. En anden brik var en spinkel trekant i metal. Jeg sad overfor min usynlige modstander, som jeg ikke fornemmede, hvem var. Og det foregik i mit nuværende hjem, som også er mit barndomshjem.

Så er det nat; en meget lys en af slagsen. Jeg ligger i min seng og kan høre min far snorke, og tænker, at det er de forbundne skorstene, der fører lyden af hans åndedræt helt over i min seng og ind i mit øre. Skakspillet er på en måde stadig i gang, fornemmer jeg.

Jeg går ud i køkkenet for at tjekke min bagdør og opdager, at en plade øverst i døren er blevet fjernet. Ude på bagtrappen står to zombier, som prøver at komme ind i lejligheden. På deres egen sløve, zombie-determinerede måde er de i gang med at løsne en plade mere i fyldningsdøren. De stirrer på mig, med sultne blikke. Deres øjne lyser, som månen på en skyfri nat og er helt blottet for menneskelighed. Den ene af dem har store, brune krøller, som er filtrede af mudder og blade. Det slår mig pludseligt, at det her er en del af spillet. At skakbrættet er blevet uendeligt meget større. Med komplekse regler, som jeg ikke forstår.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Kære natbog (XI) – zombie-skak er publiceret 30/05-2015 22:32 af Olivia Birch (Humlebi).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.