Dato. 01. juni 2015

Kære dagbog,

Sidder her og stritter med pølserne, da jeg lige har lakeret negle. Nu er græsset også groet op, så det betalte sig at stå derude, som et andet stort prustene svin og rykke rødderne op, så græsset er altså grønnere på den anden side. Jeg har også solgt diverse møbler, for det hele skulle nemlig være sæbebehandlet eg, sagde manden i mit liv. FUCK, så sidder man her stolt og kigger den ellers så fine lak, føler sig lidt som Wonder Woman, kan både løfte træstammer når manden råber hjææælp, male bumle på sønnens værelse, gøre rent på næsten lækre to hundrede kvadrat meter, bage kage og lave mad fra bunden, og have et 7 dags job, vasketøj op til ørene, lave brunch næsten hver morgen og servere det på en bakke, til verdens lækreste steg uden vaskebræt, og ja, jeg har da også næsten gang i mit galleri nu, samtidig med at man går rundt og taber sig lidt, for man skal jo ikke bare være Wonder Woman, NEJ, man skal også ligne hende. Men hvad er det lige jeg ser, når jeg nu kigger ned på neglenes tredje gangs lakering, ja det er da et HÅR! Nå, men så fuck det, vi giver det da bare en klar lak bag efter, og så ligger resten af befolkningen da ikke mærke til det, som om de ville gøre det alligevel, de har nok deres eget liv at tage sig til, de går sku nok ikke op i din fjerde gangs lakering. Så sidder jeg ellers og hygger mig, med en velfortjent kop kaffe, ny lakeret negle, samtidig med at jeg lige skriver et indlæg på pennen, men manden mener dog IKKE jeg laver nok, og træstammerne løfter jo ikke sig selv, og træet han står så flittigt og hugger, ja det stabler jo ikke sig selv, VEL! Jeg kommer nu skat, vasker du så tøj og laver mad, øh nej det gør han da ikke! BUK dig, så skal jeg satme vise dig hvad træstammer ellers kan!?

Ciao.