Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
9 år siden
Glansbilledemennesker - K...
Kasper Lund ...
7 år siden
Stemme
Halina Abram...
6 år siden
Introduktion til mig
Anne Olsen (...
9 år siden
Skovtur
Jytte Westen...
9 år siden
Så er jeg i gang med en h...
Carsten Cede...
9 år siden
Mit første blogindlæg
Nikoline Bus
6 år siden
Katten ude af sækken
Suree Lio (L...
11 år siden
Modtog bog fire og fem
JesperSB
2 år siden
Luftforandring.
Neola
2 år siden
Sort og hvid.
Line Ley Jen...
9 år siden
Ballade med drillenissen
Carsten Cede...
9 år siden
Virkelighedens Manuel
Anders Husma...
10 år siden
Fredag d. 22/06-18 kl. 23:37
​Mine øjne er røde og hævede. Mine kinder er våde og der er dråber på mit tøj fra mine tårer. Min næse er fyldt med snot og og jeg snøfter opad. Man kan tydeligt se, jeg har hulket, til jeg ikke kunne trække vejret. Hulket så hele kroppen rystede og hjertet gjorde ondt. Hulket fordi hjertet gør ondt. Fordi alt blev for meget og den sidste dråbe, ramte i glasset og fik det til at løbe over. Hulket for at prøve at få smerten ud, men uden held. Kun ladt tilbage med røde hævede øjne, en overflod af træthed og ikke en fucking skid bedre tilpas. En følelse af skuffelse over mig selv. Over at jeg ikke kan holde sammen på mig selv og en skuffelse over min familie, for at få mig til at føle mig ved siden af og udenfor. Jeg er så fucking dobbeltmoralsk. Jeg siger til alle, at det hele nok skal gå og at det bliver bedre, men selv får jeg det værre og værre og kan ikke håndtere mine egne problemer. Jeg er bange og kan ikke finde ro. Jeg er ved at blive mørkeræd, som en lille pige, der ser monstre i mørket og har brug for mor og far, men mor og far er der ikke, for jeg er ikke en lille pige, der kan råbe på hjælp, med tårefulde øjne og være bange for mørkets skumle lurer. Jeg er alene og jeg må klare mig selv. Stedet der før føltes som hjem, er ikke længere hjem, men et sted hvor mine ting nu bare står i et rum. Det er ikke stedet jeg finder trøst, men nærmere mere sorg og jeg længes efter, at komme ud og væk og hen til det sted, hvor jeg ved, jeg er velkommen lige meget hvad og hvor der er folk, der beskytter mig og tørrer tårerne væk fra mine tykke kinder. Jeg har brug for ro i mit hoved og jeg har brug for søvn, men ingen af ønskerne virker til, at gå i opfyldelse igen i nat og jeg vender mig i sengen igen. Jeg ville ønske, jeg var fri og blæste med vinden, der suser i bladene udenfor. Jeg ville ønske, jeg kunne smide alle problemerne ud og nyde livet, men jeg venter bare på, at jeg endnu en dag, skal sætte masken på og vise tandsmilet med de tilhørende smilehuller og overleve endnu en dag, uden at folk ser, det gør ondt helt indeni.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Tårer på mine kinder er publiceret 20/07-2018 09:20 af Laura Patricia Hultberg (Huttelihutberg).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.