Kære dagbog,

det var dog utroligt! Efter godt et halvt års skriveblokade har jeg lige for et par timer siden skrevet igen! For vistnok 2. gang i mit liv har jeg skrevet digte uden rim der er røget op på instagram - netop som jeg skulle til at deaktivere min profil på ubestemt tid. Jeg deaktiverede den egentlig for nogle dage siden men kom i tanke om et løfte jeg havde afgivet angående kritik af en andens digtsamling, hvorefter det viste sig at man SKAL vente en uge før man kan deaktivere sin profil igen. Ligeledes fandt jeg ud af at Facebook/instagram har fjernet "slet konto"-funktionen, således at man skal tage kontakt til dem for at lukke sin konto. Information er det nye olie.

Jeg har været afsindig deprimeret hele dagen, søvnberøvet af angst og ekstremt voldsom anspændthed - kompleks PTSD (CPTSD) er for mange en dødsdom. Jeg så her tidligere i dag en dokumentar om Nina Simone, vidunderlige, fantastiske, modige, revolutionære og inspirerende Nina Simone - i den blev der læst op fra hvad der må have været hendes dagbog, her gengivet efter hukommelse: "jeg føler mig død, som om at mit spøgelse har taget over".

På ren autopilot var jeg imorges til møde med min sagsbehandler - jeg fik for nylig bevilget et resourceforløb af et rehabiliterings-team ved kommunen, en scene der var som taget ud af Kafka's "Processen" - eller rettere, sådan var det sidst jeg var til sådan et; denne gang skulle de 3 fagpersoner holde 2 meters afstand til hinanden pga. corona, hvilket gjorde at det føltes mindre som 3 mod 1; håber vi alle kan lære noget af disse underlige år.

Mødet med min sagsbehandler i dag gik som sådan fint - hun er enormt sød og lyttende. Men jeg bliver som altid bedt om at forholde mig til min fremtid, at komme i gang med noget når forløbet på PTSD-klinikken snart udløber. Og det er dét der netop er mit problem: jeg kan ikke overskue dagen efter imorgen - den og alle de følgende dage, fremtiden, eksisterer ikke for mig, jeg kan ikke tænke så langt. Niels Krause Kjær eller hvad han nu hedder, en af nyhedsværterne på DR2 Deadline og forfatteren til 'Kongekabale' samt tidligere spindokter, han sagde engang i en udsendelse "altså, jeg glæder mig til dagen imorgen og tænker da bare 'den bliver sikkert bedre end dagen i dag'". Tænk at have det håb om dagen imorgen. Osho, guruen bag kulten jeg er vokset op i, sagde ligesom filosoffen Jiddu Krishnamurti "eksisterer imorgen?". Hvor Osho altid giver et svar, foruden alle hans metoder, så spørger Krishnamurti altid sokratisk - med J.K er det en dialog, med Osho en monolog. Og J.K spurgte 'bør vi overveje om tiden er en fjende af mennesket?" - altså at forandring må ske NU! Ikke via en metode, ikke via en vej, ikke via ord, ikke via følelser, ikke via noget som helst, for enhver definition består af og ER fortid - handling er NU!

Efter mødet med min sagsbehandler var jeg voldsomt oprevet, angst og næsten rystende, gispende efter vejret på hele turen hjem; godt en halv time i en overfyldt bus. Jeg prøvede at huske min erfaring - at se efter sensitivitet i andre mennesker, og ikke lade mig smitte af kynismen: at huske at efter ethvert ondt blik er der frygt; sårbarhed og sensitivitet i alle, hvis man kigger folk i øjnene længe nok. Men det er så svært med PTSD - hele kroppen, især mine øjne, skriger til mig at døden er nær, er overalt.

Ja, døden er overalt; det er livet der kan være svært at spotte. Jeg skal til støttegruppe imorgen med andre mandlige overlevere af seksuelt misbrug, og derfor følte jeg ikke hele dagen i dag at jeg kunne lægge mig til at sove, trods mine øjne har været halvt lukkede lige siden jeg kom hjem - for gik jeg for tidligt i seng IGEN i nat, ville jeg stå tidligere op og overforbruge mig selv igen inden dagens mission.

Og da klokken ENDELIG havde rundet 21 lagde jeg mig til at sove, trods pinefuld anspændthed, selvmordstanker og sorg. Og BUM, inspiration. BUM, nye tanker. BUM, en ny følelse. Der skulle ned på papir. I form af 2 digte, for første gang i ca. 6 måneder, og for kun 2. gang uden rim. BUM, der skulle deles på instagram inden jeg faldt død om af et hjertestop - sådan føles det bogstaveligt talt.

Og i stedet for at sove sidder jeg nu her, klokken 01:00, og skriver dagbogsindlæg. Hvorfor? Fordi... missionen imorgen er først kl. 15.30 :-)

Tiden er måske en fjende, lykke er ofte for mig at glemme den og i nuet, hvis det da findes, at finde omsorg og energi til mig selv - som et af digtene jeg skrev siger; "Alle idéer der har givet mig lys, er kommet ud af mørket. Lys blokerer så let for lys."

Vidste du at når man holder en tændt tændstik op foran f. eks en mur kaster ilden ingen skygge? Jeg selv har det med at glemme det... Smoke and mirrors