Kære dagbog,

jeg var i går til møde med kommunen, som gik med til at sætte en proces i gang til at jeg kan komme på førtidspension. Et absurd øjeblik var at jeg sagde at jeg var taknemmelig for at man i ressourceforløb, som jeg har været i i 4 år, har haft den samme socialrådgiver. Et skud fra hoften er at jeg, i mine 14-15 år på kontanthjælp, har haft omkring... 20-40 socialrådgivere, måske mange flere eller langt færre - flere af dem mødte jeg kun 1 gang, og min hukommelse omkring det er tåget da hvert eneste møde har været... triggende. Og ligeledes mange økonomiske socialrådgivere/bureaukrater (hvor jeg dog kun har mødt 2).

Det absurde er at den socialrådgiver så sagde at vedkommende kendte en kvinde der havde været 17 år på kontanthjælp, også med mange socialrådgivere, men at det at hun nu havde haft den samme over længere tid gjorde en forskel - som var det en succeshistorie (!). Jeg sagde så at det da er sygt og absurd at bevare et menneske så lang tid på kontanthjælp, og indikerede at det da var en tragisk historie, ikke en succeshistorie. Og følte mig hørt.

Det skal med det samme siges og understreges at jeg selv altid har afvist førtidspension når socialrådgivere, bostøtter, terapeuter og andre fagpersoner har foreslået det, og hver gang er jeg blevet fornærmet - har følt at de gav op på mig og bare ville parkere mig, uden chance for en karriere og uddannelse, og med et stempel der ville skræmme alle potentielle kærester væk.

Men... som jeg sagde igår på mødet - jeg har kompleks PTSD. Ergo aner jeg ikke hvad der er godt for mig, da min krop, og i forlængelse heraf mit sind, er fanget i et loop hvor kroppen genoplever de mange, mange traumer. Når dyr, ænder f. eks., har været i kamp, er blevet skræmt, har givet fødsel, eller på anden måde er blevet chokeret, så RYSTER de, i den vilde natur, lige efter traumet. RYSTER det af sig. Lykkedes det ikke kan de risikere at blive udstødt hvis de er flokdyr, hvilket skubber evolutionen men på bekostning af individet. Alene det at vide at nyt territorie, væk fra traumets triggere, er muligt er healing, og dyr i zoologisk have, selv hvis de flyttes til en anden zoo, forbliver næsten altid traumatiseret fordi zoologiske haver minder om hinanden. Diversitet er vigtigt. Også i civilisationens bure, kasser og klicheer. Nationalisme, kultur og traditioner er ikke denne diversitet - tværtimod, er det selve burene. Vores zoo, blot med forskellige skilte.

Er du jaloux på mig? Er jeg på dig?

Det kan være et godt tegn - jalousi indikerer et ønske om forandring. Dét kan føre til frustration hvis det forbliver uforløst, men det kan også føre til inspiration, hvis egoet er i stand til forandring. Biologisk såvel som betinget.

Jeg deler her et digt af fantastiske Rupi Kaur, her oversat af mig selv til dansk fra engelsk via instagram. Dét at jeg gør det er desværre et sumptom på min egen sygdom = produktions-angst:

"Produktions-Angst", af Rupi Kaur:


'jeg har denne produktionsangst
om at alle andre arbejder hårdere end jeg
og at jeg vil blive ladt i stikken
forrdi jeg ikke arbejder hurtigt nok eller lang tid nok
og at jeg spilder min tid

jeg sidder ikke ned og spiser morgenmad
jeg tager den "to-go"
jeg ringer kun til min mor når jeg har fri
ellers tager det for lang tid at have en samtale

jeg udskyder alt som
ikke vil bringe mig tættere på mine drømme
som om at det jeg udskyder
ikke er drømmene selv

er drømmen ikke
at jeg har en moder at ringe til og
et bord at spise morgenmad ved

istedet er jeg fortabt i det syge behov for
at optimere hver en time af min dag
således at jeg forbedrer mig på en eller anden måde
laver penge på en eller anden måde
advancerer min karriere på en eller anden måde
fordi dét er hvad det kræver for at være succesfuld ikke

jeg udgraver mit liv
pakker det ind
sælger det til verden
så når de kommer og beder mig om mere
graver jeg i knogler
prøvende at skrive digte

kapitalisme trængte ind i mit hoved
og tvang mig til at tænke at min eneste værdi er
hvor meget jeg producerer
for mennesker at forbruge

kapitalisme trængte ind i mit hoved og tvang mig til at tænke
jeg er af værdi så længe jeg arbejder
jeg lærte utålmodighed fra det
jeg lærte at betvivle mig selv fra det
jeg lærte at plante frø i jorden og
forvente blomster ville gro den næste dag

men magi
virker ikke sådan
magi sker ikke
fordi jeg har regnet ud hvordan at pakke mere arbejde sammen på en dag
magi bevæger sig langs naturens love
og natur har sit eget ur
magi sker når vi leger
når vi undslipper
når vi dagdrømmer og fantasere
altså det er der hvor alt med kraften til at
faktisk fuldføre os venter på dets knæ for os'