Jeg sad en dag, nærmere sagt en tidlig morgen, på stationen og ventede på togets ankomst. Omverdenen virkede til at være øde og efterladt. Trods solens stråler var luften kold og forfriskende, et eller andet sted betryggende. Og mens jeg sad i min egen verden af kulde og tomhed, svøbt i mine tanker og fantasier, blev kragen (et væsen jeg af en uforklarlig grund aldrig har lagt dybere tanke i) en del af mit tankemylder. Det var ubeskriveligt smukt: hvordan den hoppede rundt i små cirkler foran mig, frygtløs og vidunderlig. Det var næsten som om solen blot skinnede for dens skønhed; for kiggede jeg nærmere efter var der magi i de sorte fjer. De skinnede i blå-lilla nuancer med en undertone af ren sølv, reflekterede solens lys i sine majestætiske fjer. Havde jeg ikke vidst bedre ville jeg tro solen rakte strålerne ned for blidt at kærtegne dens sorte fjer, der alligevel ikke var så sorte. Hvor lang tid jeg sad og betragtede den ved jeg ikke, men da toget lige så stille rullede ind spredte kragen sine vinger og blev i ét med himlen.
Nej, kragen er ikke bare sort.