Jeg løber, jeg eksisterer i takt med mine hurtige åndedræt der giver tegn om liv. MIT liv, som jeg har klaret mig igennem i nu 20 år, selvstændigt og alene. Jeg løber og erkender at jeg er i live, jeg lever for mig selv for de 20 år må ikke gå til spilde. Mine lange, uafklarede, stadig kæmpende kampe på ikke været en hindring forgæves - for hvorfor har jeg kæmpet, hvis det hele forbliver tabt? Hvorfor har jeg håbet, hvis håbet ikke bosætter sig i min smuldrende jord, hvis det ikke spreder sine rødder og blomstrer igennem mit liv.

Nej, jeg løber fortsat, og jeg nægter at stoppe selvom åndedrættet besværes, selvom lungerne trækkes sammen og piber efter mere ilt, selvom hænderne ryster og benene er ømme. Nej, jeg løber, for jeg frygter at stoppe op - jeg frygter at tankerne og mørket indhenter mig før jeg når næste milepæl, før jeg når de 21.

Jeg kigger tilbage, engang imellem får kroppen sit eget liv og nakken vrides - jeg kigger tilbage, kigger tilbage på hvordan en refleksion af mig som 5, 10 og 15 år afspejler sig i luften som jeg har passeret på min løbetur. Hver milepæl jeg efterlader i grus og støv fra mine sko afspejler sig i mig - afspejler sig i hvem jeg har været, og fortsat forbliver, for hjertet mit vil altid forblive det samme.

Og hvis jeg kigger fremad, sløres synet og jeg kan ikke se forbi tågen af nutiden, men jeg håber. Jeg håber at jeg når igennem hver eneste mur af tåge og usikkerhed indtil mine ben ikke kan bærer mig længere.