Først var der år, så var der måneder - månederne blev til uger - til en uge, til dage, timer, minutter til min afrejse. Spændingen stiger inden i mig. For hver nat er det sværer at falde til ro, at falde i søvn. Hver aften kører mit indre en rutsjebanetur hvor jeg langsomt, langsomt nærmer mig kanten før turen ned. Kanten er skarp, jeg kan ikke se hvad der venter mig. Mit indre suger som en karusseltur. Har jeg nu det hele, er jeg klar? Hvad med forsikringen, biletten og kuffertne? Kan jeg klare det, hvad med familien? Bliver jeg alene? Hvor meget kommer jeg til at savne en vens knus? Får jeg nye venner? Forhåbentligt.. Jeg skal til Belgien, jeg skal være au pair i et år, jeg glæder mig, det er på torsdag - - jeg tror jeg bliver syg...