Det er svært at finde rundt i det hele. Forvirring. Kaos. Jeg mener, det var jo ikke meningen - og det var jo også tåbeligt, jeg ved det godt. Og jeg følte intet, absolut ingenting. Han sad bare og stirrede så intenst på mig - og det var jo i og for sig også meget hyggeligt at holde i hånden, men det blev bare for meget, da han lænede sig ind og kyssede mig. Ingen varme følelser igennem kroppen, men det var for sent. Jeg sad bare fjoget og tænkte: Nå. Og så gjorde det ondt indeni, for han var jo en sød fyr, men bare ikke sød nok. Eller måske for sød. Eller var det bare mig. Ingen følelse i kroppen, ikke bare et lille strejf af varme nogen steder. Havde mest lyst til bare at drikke videre, feste hele natten og få ham hjem hurtigst muligt. Men da han ville gå, fik jeg så dårlig samvittighed - fulgte ham hjem. Vi stod der og sagde farvel, jeg mest af pligt. Vil du med op til te eller noget, spurgte han - jeg mumlede noget om at skulle hjem. Og så kørte jeg hjem uden at se mig tilbage. Han var så fuld og kiggede så inderligt på mig, men det retfærdiggør jo ikke noget. Jeg ville så gerne føle bare et eller andet. Og hvad gør det så mig til? Et eller andet... Minderne vælder frem, ønsket om at føle bare et eller andet. Det varme bad. De kolde fliser. Og vreden over, at jeg antager, at han føler noget. Føler mig som det svageste menneske, når det kommer til at føle. Giver aldrig rigtig slip på mig, før det er alt for tæt på at gøre ondt - mister på det i stedet for at vinde på åbenhed. Og jeg bander over at holde ham for nar og over at holde mig selv for nar. Sagde, at han ikke skulle forvente noget. Ville ønske, at han forventede noget. Ikke, at jeg har noget at give - men hvis jeg bare for en gangs skyld ikke kunne løbe fra mine hovedløse handlinger. For en gangs skyld? Kan ikke slippe tanken om at være blevet fanget igen og igen, men har ikke helt lært det endnu. Har stadig brug for en, der kan ruske i mig. En, der presser mig til at sige de ord, som falder mig så svært. Føler, jeg kyssede ham af medlidenhed - men indeni nager det, at det er mig, der har brug for den medlidenhed, som jeg gav ham. Og at jeg ikke giver mig selv den - eller blot chancen for at give mig selv den. Vil ikke være så hård ved mig selv, men kan ikke lade være. Jeg ved snart ikke, hvad det vil sige at føle mere. Mine lemmer er kolde, mit hjerte slår langsomt, jeg drømmer om varme og blod. Jeg drømmer om at ville dø for et andet menneske. Jeg drømmer om kuldegysninger.