Hey dagbog, - jeg sidder stille her og tænker tilbage, sætter alt ind i mine rammer, de rammer der altid er selv efter man brød med dem.

Engang fik jeg breve fra piger andre steder, de ville være venner med mig. De havde en kæreste, men manglede en at kunne åbne sit hjerte overfor. De sagde jeg lignede en de kunne stole på, en god ven. Men jeg ville ikke ligne en ven, jeg ville ligne en kæreste.

Jeg var træt af at se på alle dem der havde en partner, men ikke tænkte over hvor fedt det var, - ikke gav udtryk for det gode ved, at de havde fundet et andet menneske der ville være sammen med vedkommende..men tog det hele for givet,..måske fordi de havde haft kæreste, efter kæreste...den ene efter den anden..måske lærer man først at sætte pris på noget, når man ikke har det..og jeg som aldrig har fundet en der ville tage mig, som ville give mig lidt kærlighed, og som jeg kunne kaste min kærlighed tilbage på, med hele mit hjerte, kan så blot side her, lytte til det hele,..men være sat uden for...vraget på forhånd.

Jeg fjerner mig selv mere og mere fra de steder jeg søgte, - der er alligevel intet håb. Folk siger det ene og det andet...led ikke! men hvor mange gange har de fundet guld ved ikke at lede? gør dit gør dat, - de glememr bare helt, at intet er lige nemt at gøre for mig, og at jeg har gjort alt hvad jeg kunne..man kan elske selv, men aldrig tvinge andre til at elske en..brænde inde med kærlighed, - sådan er livet, det er ikke fair.