Jeg har sygemeldt mig fra dagens dato. Jeg orker ikke at være på arbejde. Magter simpelthen ikke min oprigtige rolle som den smilene, hjælpsomme, omsorgsfulde person jeg plejer at være. Jeg kan slet ikke klare at være social. Selv Claus er sat ud på sidelinjen.

Jeg kan mærke at det går ham på, og at han er trist og bekymret på mine vegne. Men jeg orker ikke at gøre noget for at ændre tingenes tilstand. Jeg har lukket mig inde i mit eget univers, og ønsker ikke at lukke nogen ind !!

Min far er ( af alle personer ) uforstående over for hvordan jeg har det. Han ringede og sagde at han havde en overraskelse, om han lige måtte komme forbi ! Jeg var klar over at den nye Mercedes endelig måtte være kommet hjem. Men lod som ingenting for ikke at spolere han glæde og iver over at komme ud og vise mig den.
Det er lidt en skam at jeg ikke er ovenpå, for så var der en sælger som havde fået revet hovedet af. Den er ” kun ” leveret med delvis læder sæder, men bestilt med 100 %… Det lyder som et luksus problem, men når man har prøvet at skulle rengøre en bil efter en brækning, eller hvad respektløse mennesker ellers kan finde på at tilsmudse bilen med, så bliver betrækket vigtig.
Jeg var med da bilen blev bestilt og ved at min far sagde, at han ( sælgeren ) skulle lave en kopi af bestillingssedlen på den gamle bil, minus den dobbelte soltag. Derefter gennemgik vi ekstraudstyr for at se om der var kommet noget nyt som kunne have vores interesse.

Min far spurte om jeg ville køre i morgen, men det sagde jeg nej til. Han så underne på mig og spurte – Jamen er det stadig den depression, som om det var en influenza !

Jeg håber snart at høre fra den psykiater, så jeg forhåbentlig kan få lidt styr på mig selv og mit liv. Jeg tror bestemt ikke at min spolerede søvn mønster gavner mig, snarere tværtimod, så føler jeg at den tager luften fra mig.

Jeg vil prøve at samle mig til at gå over i skoven sammen med hunden. Jeg skal virkelig mande mig op for at komme uden for vores matrikelnummer.