Hører Eminem; Mockingbird.
Det er ikke så meget sangen, lyriken, men rytmen. Den melankolske klang.
Noget udefinertbart der finder vej til mit hjerte.
Noget med at være, noget med at tro og forstå.
Melankoli,- havde fået at vide, havde altid troet at det var en trist/sørgmodig sindsstemning. En ensformiet klang. Men det er når man søger noget, man ikke ved hvad er, eller ikke kan få. Det er altid at være utilpads, eller mindre glad for hvad der nu foregår. Da min dansklærer beskrev ordet den anden dag fik hun det til at lyde så... Det ramte bare, lige i hjertet, og jeg forstod, hvor denne trang til hvad der altid er blevet kaldt melankolske digte/sange/tekster er opstået fra
-Saybia, fra den dag, jeg hørte dem, fra den dag, fandt jeg et sted at høre til i musikken, fra Tim C, Swann Lee fandt vejen til søgelyset. Fra det hele opstod, da trængen til rytmen ramte.
Skal til fest i aften. Det skal nok blive.... hmm hyggeligt.
Eller også bliver det det værste nogensinde. Der er bare nogle fester hvor man tænker: Det her bliver årets bedste, eller årets værste.
Det er meget simpelt. Bryder mig ikke om at være mellemfornøjet. Det er self bedre end total utilfreds, eller er det? Nogle gange bliver jeg sådan i tvivl.
Der er ingen der lægere, ligesom betyder noget. S gør, M gør, L gør også efter hånden, han bliver bare sødere og sødere. Er begyndt at snakke med K igen. Han er flink, men jeg vil så gerne accepteres af ham og det gør ondt, at være så evigt søgende. Hele tiden tænke over hvad man gør.
jeg ved ikke hvem der mere betyder noget ligenu... Nogle af jer på fyldepennen nok faktisk. Det er underligt, for jeg kender jer jo ikke, men der er bare noget. Noget med de breve man får, de dagbøger man får..
S betyder så meget for tiden, for med hende kan man bare være. Snakke om ingenting, grine, larme, råbe, danse, synge, uden at blive nød til at forsvinde ind i en mur på sammetid. Jeg flygter ikke mentalt væk fra hendes ord, hendes jokes, rammer i hjertet. Hun er bare...
Der er bare noget med hende.