NEEEEDEREN det er hvad jeg har at sige. Keder mig. Gider ikke på arbejde. Gider ikke gå i bad, gider ingenting. Mine forældre kommer hjem idag. Både mig og min bror har spurgt om de ikke blive væk bare lidt længere, men det gør de ikke. De savner os, siger de. Ikke en skid. De vil bare være dumme. Ødelægge dagens planer, om at drikke sig herre stiv herhjemme sammen med slænget. Sidde i stuen og tylle den ene flaske vodka efter den anden. Ølspil og diskofil cd'er før vi skal i byen og fyre den af. Dahm det kunne være nice hvis LM kom derind... Men tror det sgu ikke...
Ved ikke om jeg ønsker at dl kommer... Tror ikke han gør det, men håber jeg? Lidt måske. Ville egentligt gerne snakke med ham. Det kom jeg nok ikke til om han var der eller ej, men det ville jeg gerne. Eller bare se ham og så tænke "det bliver ikke til noget. Det var ikke meningen at det skulle have været os to" - det trænger jeg til at tænke og MENE det. ACCEPTERE det.
Har rettet endnu mere i det skide essay og nu mangler det bare at blive sendt afsted. Men jeg er ikke så bange længere, jeg vinder ikke, så der er ikke nogen grund til at være bange for at folk ser mit navn i avisen.

Jeg er så gal over at jeg har ondt i foden. Det er et helvede. Jeg er overbevist om at enhver smerte kan dulmes, med sindets kontrol. Det har jeg altid troet på. Min bror kan nærmest hive hele hovedet af mig når han hiver mig i håret, men jeg siger ikke av. Smerten bliver kontrolleret. Men foden vil ikke. Den makker ikke ret. Jeg går, den halter, jeg prøver at løbe og smerten bliver som nåle der stikker sig op gennem benet på mig. Jeg spiller badminton, hopper rundt, skriger av for helvede, vælter, rejser mig igen og fortsætter lige mget hvor ondt det gør. For jeg KAN IKKE. VIL IKKE sidde stille. Min krop er ikke egnet til det.
Det er dybt forfærdeligt og sidde og overveje om man orker at gå op ad den trappe igen, fordi det gør så forbandet ondt. Man søger efter andre udveje. Sidder på en stol og støvsuger.
Og så skal jeg på arbejde... -gå rundt på et hårdt betongulv i flere timer. Jeg skal bare komme derned når jeg har tid. Gider ikke. Har aldrig til til at tage på fucking arbejde. Hvis bare jeg ikke skal humpe rundt dernede og det eneste jeg kan tænke på er hvor ondt det gør.
Burde ikke have gået den lange tur med hunden igår. Burde ikke have spillet den times badminton. Presser mig selv. Jeg SKAL jo vinde, om foden vil det eller ej. Jeg SKAL lammetæve den anden, sådan er reglen. Lige meget hvad, så må jeg ikke tabe de skide kampe. Om jeg så skal ud og brække mig fordi lungevævet sidder helt oppe i halsen...
Men- jeg begrænsede da mig selv, plejer at spille to timer, jeg erkendte at jeg ikke kunne og spillede kun en... wauw... jeg er slet ikke stædig med alt det sport :s

Løber 5km med min bror, han er i god form, men jeg skal først. SKAL holde farten, skal være bedre end ham. Han kom 4sekunder før mig sidst vi løb, nu vil jeg så gerne ud og træne... min fod vil ikke. På et eller andet tidspunkt bliver den nød til det. Jeg vil vinde...
forfærdelige mig. Men det underlige er at jeg faktisk overhovedet ikke er nogen dårlig taber. Kun inde i mig selv, men ikke sådan "iiih det var da for dårligt" bare en tanke om at der skal laves om på det, om at jeg skal blive bedre... og så gør jeg det, bliver bedre om og om igen.