Så sidder jeg her med SSO. Har skrevet 8 sider, lavet kildeliste, indholdsfortegnelse, forside... Skal op på 15. Det kan jeg også godt. Måske. Synes snart jeg har skrevet hvad jeg ved, hvad jeg har læst, hvad jeg har forstået og hvad jeg ikke har forstået. Det er svært at koncentrere sig. Passede børn igår, og tog ud til th bagefter. Hjem idag og så besøg af Sa lige en time tror jeg hun var her. Nu sidder jeg her, skråler til Tina Dickow, og tænker over hvor slemt det mon bliver. Om de måske skal skilles, eller om de bliver sammen. Fredag sag hun og græd, efter hun havde skælt ham ud. Han bliver sur og går. Jeg kan godt forstå det. Jeg var ikke blevet. Hun er en satan. Min mor. Ingenting er god nok. Man kunne ligge sig på knæ, trygle og bede, og hun ville sige "du sidder ikke rigtigt". Ingenting er godt nok eller rigtigt. Vi køber entreco, laver fin mad, og sætter os for at hygge, og hun starter middagen med at skælde ud over at kødet er dårligt, og hvorfor vi dog ikke tager til slagteren efter den slags. Små ting, men de er der hele tiden, og kan godt forstå hvis far gir op, og skrider. Selv om det bliver hårdt at lade som om at man ikke er på nogens side og tager parti. For det gør jeg. Fars parti. Inderst inde håber jeg at han skrider-og til helvede med den lykkelige kernefamilie, for den har aldrig været her - han fortjener bedre. Han fortjener at være glad, og slippe for skæld ud og brokkeri.

It's a long goodbye, its a wall to hide behind.

Det var dejligt at se th. Han er skøn. Han siger de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. Han holder mig tæt ind til sig. Slapper af i hans selskab. Stadig ikke så vild med at spise sammen med ham. Der går tusinde år, før jeg er tryg ved sådan noget. Sidde og spise overfor en. Men det går bedre. Det hele bliver bedre med tiden. Næsten det hele.