Har lige været til fødselsdag hos mine venner Pia og Per. Jeg kom desværre noget for sent, da jeg først vågnede kl. 12.39 - og jeg havde ikke fået lavet mine gaver endnu. En af gaver var "Den store dame kaffe" af Ellen Kiehn. Det er en meget morsom bog, som i stil minder en del om Matador - og foregår da også på samme tid. Men jeg havde også skaffet en Elvis Presley dobbelt-cd med nogle af de største hits fra perioden 1955-1977. Jeg må indrømme at han holder endnu - jeg har dog intet til overs for den meget kultagtige dyrkelse af fænomenet Elvis - han var jo også som person kun middelmådig.

Jeg kan da også bedre lide Fats Domino, som jeg synes er lige den tak bedre end Elvis - og jeg mener også at Fats var et større musikgeni. Foruden sin helt enestående stemme og fraseringer, er han jo også helt suveræn på piano - og var desuden fantastisk til at komponere melodier - fx Aint that a shame, Blue Monday, Walking to New Orleans, It keeps raining, Be my guest, Poor me, The fat man, So long - og mange flere. Nej - ikke Blueberry Hill og Jambalaya. Dem er der faktisk andre, der har ansvaret for. Men Fats Domino har jo nærmest adopteret dem.

Fats Domino er sin helt egen stil. Han færdes hjemmevandt i både rock, blues, country, evergreen og pop. Det var måske en idé for nogle at lave et Fats Domino orkester - ligesom der findes Beatles og Elvis orkestre. Og mange af hans numre er særdeles velegnede til at blive oversat til dansk.

Jeg optrådte selv med tre af mine historier. Det var forholdsvis vellykket. Min næste optræden er i Hinnerup på lørdag.