På mange måder føler jeg mig ”væk”! Energien til at støtte mig til et positivt sind, forsvinder ofte og jeg knalder hårdt mod gulvet.

Jo, jeg har et problem med at slippe Emil. Nu står L nærmest og skriger på at jeg lader ham passe Emil så jeg kan komme ud og få luft. Hvad er mit problem så??? Har dette ”pylder-syndrom” sneget sig ind under min hud?

Lige pludselig virker ”derude” så langt væk og jeg føler mig nøgen og alene uden min baby. Tænker sågar at de veninder jeg kunne være sammen med, ikke vil forstå at jeg kommer uden ham.

På den anden side tørster jeg efter at sidde et sted, ude, på en cafe, what ever…uden Emil og bare være! Jeg glor misundeligt efter veninde-flokken, der ubekymrede sidder og hygger sammen. Men hvem ved…måske er en af de tøsers tanker også et andet sted og måske endda på en lille baby derhjemme?!

Mit hoved driller mig bare meget og jeg er forvirret. Selvom jeg ofte føler mig tæt på ”accept”, bliver jeg stadig ked af det når L siger ”jeg vil komme hjemad!”. HJEMAD! Hans hjem burde være hvor mit er.

Hmmm, jeg føler mig trist og kedelig. Måske skulle jeg udnytte at L vil se efter Emil og komme ud og shoppe eller noget andet som drejer sig om mig?

SÅ KOM DOG UD FOR HELVEDE KVINDE!!!