Kvinder eller ocd?
Racuelle Hei...
9 år siden
Pink banko med Racuelle
Racuelle Hei...
9 år siden
7
Halina Abram...
6 år siden
Brug dit hjerte som telef...
Christalavis...
7 år siden
Flødedruk og lilla roser.
Regitze Møbi...
10 år siden
Med hovedet et vist sted
Caby
9 år siden
Vælg ikke tigeren, Martin
Olivia Birch...
9 år siden
Efterskrift
Hanna Fink (...
7 år siden
Konfirmation
Hanna Fink (...
11 år siden
Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
9 år siden
Onsdag
Hanna Fink (...
10 år siden
Velkommen, efterår!
Josephine Lø...
9 år siden
Gnist...
Signe Unmack...
2 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
11 år siden
Sønderborg ugeavis ultimo...
Martin Micha...
5 år siden
Nu er vi snart færdige
Ragnhild Bac...
10 år siden
En velfærdsengel søges i ...
Regitze Møbi...
10 år siden
Jeg er ingen namedropper
Olivia Birch...
9 år siden
I'm back!
Gittepigen
10 år siden
Jeg sad lige og læste nogle af mine dagbogstekster igennem. Det virker ikke som om det er mig der har skrevet dem. Men det er det jo. Der stod nogle rigtig sjove ting. Læste om en uovervindelig krig... Jo jo. Ungdommens ideer om sin egen uovervindelighed og evner er lige så tåbelige som de er forkerte. Men hvad... man er kun ung en gang.

Nu er jeg så endelig der hvor jeg kan kalde mig selv voksen. Jeg har set min lille del af verden. Jeg har oplevet min del af sorger og glæder, men vigtigere er nok at jeg har fået åbnet øjnene for de muligheder mit liv har at byde på. Jeg har oplevet så meget, synes jeg selv i hvert fald, og kan så mange forskellige ting. Håber bare jeg får brugt dem på en god måde. Men det må tiden jo vise.

Barnefødt pessimist ville jeg have kaldt mig selv for ikke så lang tid siden. Nu er det pludselig helt omvendt. Eller måske har det altid været sådan. Jeg har nok bare ikke kunne se det. Der er altid en mulighed. Jeg har lært at stole på mit held. Uanset hvad der sker, skal der nok opstå en mulighed der kan løse det hele. Det kan da godt være jeg skal vente lidt og det måske ikke er helt nemt at nå derhen, men den skal nok komme.

Synes hele verden virker så lys og indbydende... Men det bunder jo nok i at jeg er forelsket. Det er første gang jeg kan huske af at jeg har fået slået benene væk under mig på den her måde. Midlertidig sindsyge bliver det kaldt. Det er det vel også, men hvis jeg er syg nu, vil jeg ønske jeg aldrig bliver rask, for hold op hvor er det fedt. Og nu er jeg måske mere end nogensinde klar til det. Et rigtig forhold til en fantastisk kvinde.

Man snakker om at man sætter tempoet ned når man kommer i et forhold. Men synes pludselig der først nu er kommet rigtig fart på. Synes jeg har problemer med at følge med nogle gange og så alligevel ikke. Jeg ville måske bare ønske jeg havde mere tid til at nyde de gode ting i livet. Men det er jeg jo på den anden side helt selv herre over. Jeg kan jo bare tage mig den tid jeg skal bruge.

Bare nu hvor jeg tænker på hende fyldes jeg med varme og med håb. Det føles som om jeg er midt i et eventyr. Vores helt (mig ;-D) der skal gå så mange gruelige ting igennem før han kan få prinsessen og det halve kongerige. det halve kongerige mangler jeg så godt nok, med mindre jo selvfølgelig det er en lejlighed og til leje... hmm... jo jo. Nå men jeg klare mig jo nok endda når bage jeg har min prinsesse.

Nå nu ved jeg snart ikke hvad jeg skal skrive mere. Det er også ved at være sent og jeg skal stadig i skole i morgen, så må hellere komme i seng. Sov godt og havd en god dag i morgen.

Plys

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Når vingerne kan bære... er publiceret 25/04-2008 01:33 af Peter Tuxen (plysdyret).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.