Ked-af-det-heden kryber som orme på min krop. Smerten snor sig som en klæbrig slange rundt mellem mine organer. Det er som som om, jeg forsvinder længere og længere væk fra mig selv og bliver til en skygge.
Lyset slukkes og jeg bakser med sorgen i mørket. Alene. Fortabt. Mine kræfter ebber ud og jeg vakler rundt.

For det er i virkeligheden først nu, han går. Nu, han forlader. Nu, vi skilles......og jeg vader gennem sorgen.