Mit livs rutschetur fortsætter. For fjorten dage siden følte jeg mig i den grad vraget og tilintetgjort af eksen. I sidste uge vælger jeg så at tage med på ferie med ham, mest for børnenes skyld. Det blev en helt igennem vidunderlig og uforglemmelig uge, hvor vi oplevede en total genforelskelse og havde rigtig mange gode timer sammen...alle fire.
Her to dage efter forkynder han så, at nu behøver vi ikke at lege kærester mere og at han gerne vil være alene med den yngste næste uge, uden mig. (Den store vil kun være hos mig.)
Jeg ved det godt: jeg har ikke passet godt nok på mit lille hjerte. Og nu betaler jeg prisen for at være røget med på legen i sidste uge. Nu er den slut og jeg er atter alene.
Jeg føler, han kun gider mig, når det passer ind i hans eget kram. Hvorfor så invitere mig med på ferie?
Ja, jeg burde vide bedre og bare være kommet videre, men jeg var åbenbart ikke klogere. Endnu!
Det er som om, sorgen og smerten skal gennemleves utallige gange. Han er som narkotika for mig. Hans nærhed og tryghed er stoffet. Pinligt at indrømme.
Det er mig selv, der giver ham den magt, jeg ikke ønsker, han skal have. Alt, hvad han ønsker og har lyst til, er vigtigere end mine egne behøv. Alt sammen for tryghed.
JEG VIL IKKE VÆRE SÅDAN FOR FANDEN DA!!!
Jeg føler mig som en ballon, der bliver kastet hid og did og ikke har pondus nok til selv at vælge retning.
Hvordan løsrive sig fra trygheden? Ja, skabe den i omgangskredsen og i mig selv. Men det er jo lige præcis den tryghed, HAN giver, der er nakotikaet.
Jeg bryder mig slet ikke om denne side af mig selv. Hader faktisk mig selv for det. Men det er som en magt, der er større end mig selv.
Tror bare, jeg tager en tudeaften, og kommer igennem natten på en eller anden måde.