Jeg er som tidevandet. Nogle gange fylder jeg meget og ses med mange mennesker. Andre gange trækker jeg mig tilbage og bliver stille. Og lige nu er jeg stille, meget meget stille. Jeg trisser rundt i selskab med mig selv og ser helst ikke andre. Jeg står ved en af de hersens kløfter, som man kun kan komme over i ét langt uhyggeligt spring og ikke i små etaper, som jeg prøver på. I stedet vader jeg langs kanten og nå ikke længere, fordi angsten for at falde i dybet ligger som en klam hånd i nakken på mig.
For godt et år siden var jeg selvstændig på fuld tid, gift og ok fungerende. Siden da har jeg været indlagt i 4 mdr med svær depression, fået medicin og elektrochok, måtte opgive min klinik, fået førtidspension, blevet skilt og flyttet. Det lyder måske ikke som meget, men det er faktisk hele mit liv.
Status er nu, at jeg bor alene med drengene i et ganske anderledes liv, uden klinik, uden manden i mit liv og bor et helt andet sted, hvor jeg ikke kender et øje.
Der er nogle ting, jeg er nødt til at begynde at se i øjnene, hvor ondt det end gør. Og det skal være fra i dag. Lige nu! Og min motivation skal blandt andet være, at éns børn gør ikke, det man siger, men det man gør.
Jeg vil begynde at slippe. Både personer og handlemåder. Men også være bevidst om, at noget andet skal puttes ind i stedet.
Og jeg vil acceptere, at det er ok at være stille. Tilbagetrækning er nu nødvendig for at kunne skabe en kæmpe bølge, der skyller stranden ren.