Det handler ikke om mig. Og så dog. Jeg er hovedperson.

Bedste ven. Ham og kæresten er ikke længere sammen. Hun slog op torsdag. I nat skrev han så til mig - og enden på det hele var - gud ved hvordan han kom ind på emnet - men fyren indrømmede at "han nu følte at have en frihed til at gøre med mig hvad han burde have gjort for lang tid siden". Med henvisning til nogle af de aller første dagbogsskriverier jeg lavede herinde - det var ham det hele handlede om dengang. Men det er to år siden.

Jeg kender ham godt efterhånden, det gør man trods alt, når det drejer sig om bedste venner. Og der er et mønster. Vi lærte hinanden at kende - rigtig godt - meget hurtigt. Hans kæreste slog op - og han "søgte ly" hos mig - forholdet var meget kort - så var han tilbage hos den gamle kæreste, fordi hun kaldte. Jeg kan ikke beskrive den magt hun havde over ham. Man han kom når hun kaldte, selvom det har sat sine spor nu.

Nu har han mistet igen - og han "søger ly" hos mig. Omend han er den mest ærlige person jeg kender, så tror jeg ikke han har set sit eget mønster. Han er en af de få mennesker i min omgangskreds, som jeg kan se mig selv tilbringe resten af livet med - derfor gider jeg ikke "bare" fungere som et plaster på det sår som x-kæresten har lavet.

Der er noget med venners kærester - de er bare aldrig gode nok til dem - og hvis de er, jamen så ender de gerne med at blive gift med hinanden. Hun nåede ham på ingen måde til sokkeholderne, men det giver mening at han havde brug for noget vildskab i sit liv, frem for den gamle genganger, som var utrolig stringent og ekstremt tryghedsnarkoman.

Jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal få det hele sagt til ham. Han er et virkelig fantastisk menneske, men hvis "vi" skal have noget sammen, skal det være ægte. Alt andet.. Nej.. Det er simpelthen ikke værd at ofre sådan et venskab for at lappe et sår han har i et tidsrum..

Desuden - udpluk fra den sms jeg fik fra ham lørdag aften klokken ti:
..ser og hører hende i alt hvad der sker omkring mig. ... er i halvvejs chock tilstand, havde glemt hvor ondt det gør..

Den bedste måde at være hans bedste ven på her, er vel netop, at lade ham have ondt, og komme over hjertesorgen selv.. Hvis han så stadig føler at vi har noget uafsluttet om - tja - et halvt år - så må vi tage den derfra?

Lige netop med ham.. Kræver det virkelig omtanke.. Det er ikke som at lære en ny person at kende, som man skal opbygge tillid til, og "lukke ind".. Bedste ven er der allerede.. Hvis han sårer mig, bliver det mig der får ondt.. Og en hjertesorg udelukkende baseret på, at jeg ville ønske at være god ved ham - holder bare ikke.. Han er jo nødt til at lære det på den hårde måde, før eller senere..

Han kan ikke som isbjørnen i det gamle dos-spil Oswald - hoppe fra isblok til isblok hele livet engang imellem.. Han er nødt til at falde i vandet.. Og selv lære at kravle op af vandet igen - uanset hvor koldt det er.. Kan han det, skal jeg nok tage imod ham, med varm kakao og bailey.. Og et håndklæde..

Men ikke før.. For hans skyld, og min egen...