Hey dagbog, - Idag har mine tanker gået på forskellige ting, der er bundet sammen på en måde. Det lydder måske kryptisk..men lad mig forklare hvad det er for ting. Jeg er blevet stor tilhænger af arthur schopenhauers pessimisme. Ja selve det ord er jo næsten blevet et skælsord af de såkaldte positive nikkedukker. Jeg tænker på, hvordan ville samfundet se ud, hvis folk ikke blot så det igennem deres egne øjne, men forstod sig selv som en lidelses kammerat..med den der tilhørende respekt for den lidelse det andede menneske gennemgår. Tillad mig at uddybe dette aspekt, - her fornyelig var de ved at skære i Su'en, - men så råbte de studerende op..og det blev taget af bordet..fordi dem ville de ikke lægge sig ud med lige denne gang..det kunne give regeringen for mange problemer..men hvad nu hvis,..man skar ved en lille gruppe der ikke kunne råbe højt, også de studerende, og alle andre som forstod sig som en lidelses kammerat så også råbte op når det skete..det vil selvfølgelig krave at vi fik bugt med den hule positive livssyn..hvor det at solen skinner er nok til at gøre alting godt. Som i mit eventyr om det syge træ..med de 3 smukke blade..men verdens problemer vil de positive ikke se..de stire blindt på de få enkelte ting..og misser chancen for at helbrede hele træet. Det kræver, at man ikke er tilfreds med den mindst mulige løsning..men at man vil noget mere..at man kan se ud over sin egen næsetip...og forstå konceptet lidelseskammerat..Man løfter bedst i flok..men der står alt for mange mennesker og stire på solskin..og nægter at gøre verden bedre for andre..passive..lallede...snæversynede...mennesker.

Derfor er jeg glad for, at gyldendal netop valgte det eventyr af mig, til den læseprøve..for det er det jeg elsker mest af alle mine eventyr..og det er det eventyr af mine, der fortjener en gennemgang og færdig gørelse..