Det har været den drøjeste flytning, jeg kan forestille mig.

I forgårs var jeg inde og rydde op efter fest, og igår var jeg inde at gøre det samme igen. Smide flere sække ud, og gøre rent. Nu er der kun lamper tilbage. Jeg har fri fredag, og vil tage dem ned mens der er lys udenfor og jeg alligevel skal aflevere nøgler kl. 13.

Da jeg gik derinde og ordnede igår, begyndte jeg sgu at græde. Jeg har boet der noget der ligner en 1/3 af hele mit efterhånden laaaange liv, og alle de mennesker jeg kender har været der og leve livet med mig. Det blev jeg erklæret kærlighed af J, der sled jeg mig igennem specialet, der har jeg holdt af og skændtes med min søster i årevis, der foretog og gen foretog jeg alle mine studievalg, der var min base alle de år, jeg var ude at rejse .... der skete hele mit unge liv.

Der har været så meget 'sammen med andre' over det liv derinde. Så meget banegård. Jeg var vært, men stedet var aldrig mit alene.... og så gik jeg derinde og ryddede op efter alle årene. (og fandt mærkelige ting, der ved gud aldrig har været mine) Bla bla... nostalgien vil ingen ende tage. Er glad for at jeg har nået at falde lidt til her inden!

PS: J kom også og hentede stole, der var hans i forgårs. Drømte om ham hele natten og vågnede igår morges med den forfærdeligste følelse af tab igen. Jeg skal simpelthen ikke se ham. Jeg vil altid holde afsindigt meget af ham. Han er - ind til videre - mit livs kærlighed. Jeg tror ikke det går helt væk før jeg some sunny day bliver smask forelsket igen. Det føles efterhånden mere som mærkelige rester af noget kroppen havde vænnet sig til. Heldigvis... men det er ikke væk endnu. Det er lidt synd for os begge og for alle vores venner, at det er sådan. Havde sgu været lettere, hvis jeg var anderledes indrettet. Nå, det kommer nok. Nogle ting, tror jeg kun tiden kan klare.... gad godt, den arbejdede en anelse hurtigere.