Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sidde og skrive dagbog - Det lyder for mig så teenageagtigt... Men jo nok mere et udtryk for min manglende indsigt, frem for noget andet.

Men jeg kan mærke, at jeg alligevel har brug for et sted, hvor tankerne kan blive luftet og hvis jeg istedet siger dem højt, vil dem omkring mig istedet løfte øjenbrynene og tage afstand fra mig.

Jeg kan for eksempel ikke råbe ud i lokalet, at jeg er enormt betaget af en af de kvindelige kollegaer – for jeg ved jo, at det dels vil overskride den kollegiale grænse der eksisterer, dels vil det skrøbelige forhold jeg har til hende lige nu, gå i stykker. Men vores kontakt på messenger er jo ”hyggelig” og gør at vi har noget sammen, som de andre på kontoret ikke ved. Jeg er så bare så dum, at jeg ikke VIL erkende, at det ikke betyder noget. For mig betyder det jo et boost og et energipust hver dag, at jeg kan se hun smiler, når jeg skriver noget til hende. Det betyder meget hos mig. Men det betyder ikke noget – For hende… Skal jeg tænke rationelt, bør jeg ikke blive ved. Men dum som jeg er, falder jeg nok i, igen og skriver til hende…

Hvorfor har jeg overhovedet sådan en ”flirt” i gang?? – Nok fordi hjemmefronten ikke er den samme mere… Den er sgu’ for kedelig. Jeg har erkendt min plads nederst i hierarkiet derhjemme. Med børn og kæledyr foran mig. Men jeg kunne jo også bare bryde ud… ?