21 år siden

Tanker fra en semi-blød hjerne

AT forløb
Coleen
10 år siden
Det fandme typisk, med de...
Racuelle Hei...
9 år siden
Adhd pille som brille
reseptpennen
7 år siden
Kære natbog (XVI) – ingen...
Olivia Birch...
8 år siden
Jeg kan ikke nå's!
Katrine Søre...
10 år siden
Kære natbog (IX)
Olivia Birch...
9 år siden
Kære far ❤️
Musenmia
4 år siden
Jeg kunne også bare finde...
Kasper Lund ...
9 år siden
Felicidad mi amor! Felici...
Camilla Rasm...
11 år siden
End og week
Martin Micha...
4 år siden
Juletid
Gittepigen
11 år siden
70år + 4 dage
Peter Munk (...
10 år siden
Livet er en rejse
Salomon
9 år siden
Så mange startsteder...
George Smile...
9 år siden
Tømmer lige rygsækken.
Neola
3 år siden
Det var pindsvinets hjem
Olivia Birch...
8 år siden
Fortiden er hård.
storm89
4 år siden
Еnke
Halina Abram...
6 år siden
Kakao og alt for korte be...
Carsten Cede...
9 år siden
Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
7 år siden
Jeg øver mig dagligt på at lade være med at tænke på fremtiden.
Men da jeg er født under stjernetegnet "Planlæggeren", som vist nok er bæltespændet i Orions bælte, så kan jeg desværre ikke vinde alle kampene. Min acdent eller acsendt eller aga eller hvad det nu hedder, er "dagdrømmeren".

Så hvis man parrer de to, får man et menneske der har ufatteligt svært ved at være "in præsens".

Men som sagt, så øver jeg mig og det hjælper da lidt, dag for dag.
Mine utallige personligheder mundshugges dagligt, så det kan være svært at høre hvad hver især siger. Det plejer dog ikke at være særligt fornuftigt, dog er der een af dem som faktisk har noget relevant at sige, men det er selvfølgelig hende som er mindst og som uheldigvis ejer den svageste stemme. En spag piben, som forgæves prøver at overdøve de andres råben og skrigen.

Som 20 årig dagdrømte og planlagde jeg så meget at jeg ikke rigtig husker de første par år efter min pubertet, derfor er jeg stadigvæk i tvivl om jeg egentlig kom ud af den (?) og om jeg egentlig stadigvæk er i den (?).
Nå, men ikke desto mindre falder jeg i og det er også godt nok, når jeg sidder i min selvskabte verden foran computeren og skriver. Så er jeg væk!

Men hvad så når jeg er fysisk ude i den rigtige verden og jeg står og venter på bussen. Pludselig overmander de to stjernetegn mig og jeg ser mine øjne se (?) på bussen der drøner forbi mig.
Mig, der har stået og ventet der i 10 min.. Jeg "ser" bare det gule rugbrød fræse afsted og opfatter først et par sek. senere hvad det egentlig var og hvorfor.

Kan man virkelig være så optaget af sine egne tanker, drømme og planer, at man ikke ænser omverdenen og automatisk sætter sit lid til tyngdeloven og urgamle instinkter?
Og er jeg selvoptaget? det må jeg vel være, hvis man tolker ordet bogstaveligt.
Men jeg glæder mig også hver gang jeg skal gå på arbejde, gå en tur eller lægge mig til at sove. fordi så stempler jeg ud, og under lyden af tågehorn, kravler ind i MIN verden, hvor JEG bestemmer.
Jeg glæder mig virkelig. Får sommerfugle i maven, som en forelsket lille tøs.
Er jeg så forelsket i mig selv?

tjah...lidt er man vel altid ("HVA´SIÉR DO, NARCISSUS?")

Men jeg er opmærksom på fænomenet, for det ER et fænomen, ikke et problem!

Jeg skal bare huske at tage bussen tilbage til virkeligheden engangimellem, ellers tror jeg, at jeg kommer til at sive væk...ud i atmosfæren.
Det kunne ellers være fedt! Men så kunne det jo være at jeg ville begynde at dagdrømme og planlægge derude, mens jeg flyder rundt blandt sorte huller og stjerner.

Nej, nutiden er spændende nok, man skal bare lige huske sig selv på det!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Tanker fra en semi-blød hjerne er publiceret 07/02-2003 01:15 af Camilla Moe (moe).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.