Lidt om livet og døden trængte sig på her til aften. Min aften med familien i går var meget hyggelig og hvor er forældre dog en fantastisk opfindelse. Mine forældre har altid ofret sig fuldstændig for os børn og jeg kan ikke komme på en eneste episode i mit liv, hvor en af dem i et svagt øjeblik har prøvet at "ramme" mig med noget ondskabsfuldt eller lignende. Selvfølgelig har der været uenigheder og smækken med dørene, det er en del af spillet, og selvfølgelig har jeg i sjældne øjeblikke været overbevist om, at jeg da måtte have de tarveligste forældre i verden. Men de har aldrig bevidst villet mig noget ondt!

Min mor er selvopofrelsen selv og vi børn kan ikke overbevise hende om, at nu må hun begynde at tænke lidt mere på sig selv. Det preller bare af - hun kan ikke lade være og jeg spekulerer på om det er så stor en del af hendes identitet, at jeg ligeså godt kunne bede hende om at stoppe med at trække vejret?

Far er pensionsmoden og er blevet noget crumpy de senere år i takt med, at helbreddet begynder at skrante på visse områder. En stædig smågnaven gammel mand dukker langsomt frem, men det er stadig far som man ikke kan lade være med at elske.

Jeg har ikke flere bedsteforældre og ifølge naturens ulideligt logiske orden er mine forældre de næste i rækken til at sige farvel. Ikke at det lige er op over men på sigt er det sådan, det er at være menneske. Jeg er ikke klar til at miste mine forældre og tror aldrig rigtig jeg kan blive det, tænker jeg og kommer frem til, at jeg ikke ønsker at spille det spil velvidende at jeg ikke kan rejse mig fra bordet...