Jeg giver op.

Nus er på Bornholm. Han kommer herhjem i morgen igen. Har lovet at hjælpe til med indkøb, såret i hånden sidder et uheldigt sted i forhold til at slæbe indkøb hjem. Træls.

Han lovede han ville være her. Og det er han. Ikke fysisk, men på alle andre måder. Der er kæmpe mængder omsorg fra ham. Hans krammere går helt ind i systemet. Vi snakker om det der lige falder lige for. Og det går vidt omkring.

Jeg er stadig bange for at han forsvinder en dag, selvom jeg tvivler. Han bragte selv hjælpen på bane igen for et par dage siden. Han tænker meget på det og holder selv fast i, at han vil afsted. Han siger selv, at han skal. Han har spurgt om jeg vil tage med hvis jeg har mulighed for det. Ikke med ind til selve konsultationen, men bare med og vente på ham. Jeg har sagt ja - hvis og såfremt at det passer ind i planerne med skole. Det er vel en slags "commitment", men det føles godt..

Jeg får stadig nervøse trækninger vedrørende en potentiel forsvindet, men de sidste par dage slog en del af det ihjel kan jeg mærke.. Gik i panik og skød et par skarpe afsted vedrørende fremtidsplaner.. Jeg vil godt skyde så meget med skarpt som muligt før det bliver svært at komme ud af - præstationsangst midt i det hele ville jeg hade.. Han gentog mere eller mindre hvad han har sagt før.. At han også vil store ting i sit liv, at han ikke løber nogen steder og han vil alt med mig..

Jeg har diskuteret for og imod indkøb af ny seng i et stykke tid.. Med ham mere eller mindre inde i billedet, nok mere "mere" end mindre, er argumenteringen forstærket.. Mangler bare lige at få tjent pengene.. Har kigget lidt rundt omkring på potentielle emner, det ser rimelig lovende ud.. Hans kommentar til det; jamen han ville gerne lægge halvdelen.. Bum bummelum..

Det føles trygt.. Han virker stærk.. Og rummelig..

Og det er jo lige præcis det jeg gerne vil ha'..