Så er der gået endnu et år og som hvert år kommer det tilbage til de samme dage, måneder og timer som det foregående år. Og nu er jeg altså endt her igen i år... Fars fødselsdag. Er utroligt som noget kan ramme så hårdt efter så mange år - men er vel bare fordi jeg endelig er gammel nok til at savne det jeg aldrig har haft. Jeg er endelig gammel nok til at forstå at B - lige meget hvor meget mor beder mig om at kalde ham far, aldrig bliver det, og aldrig har været det! Men er nok også bedst sådan. Hader B. Hader dovne og (ja undskyld sproget) klamme mennesker. B er begge ting...
Men hvad nu med fredag? Skal på druk til en venindes fødselsdag, men først skal jeg et smut på kirkegården. Er lidt af en party killer. Så kan vælge mellem at være ulykkelig derhjemme eller fuld og ulykkelig? Øv jeg ville ønske K stadig var sammen med mig, bare for den ene aften. Kunne godt bruge en til at holde op mig.

Øv... ingenting virker nogensinde...