Så bliver jeg udgivet! Debuterer! Bliver forfatter? Spændende og skræmmende. Det var jo egentlig ikke meningen, blev bare grebet af stemningen, da jeg først havde vovet at vise mine skriverier til et par kompetente folk.
Først et ukommenteret afslag, dernæst et inspirerende afslag og til sidst et JA.
Vil helst ikke have at nogen ved det. Bare holde det hemmeligt.
Men hele meningen med en udgivelse er vel for fanden, at nogen læser det, jeg har skrevet. At jeg får respons.
Er bange for prygl, håber egentlig at anmelderne helt ignorerer udgivelsen og ingenting skriver. Bliver rædselsslagen ved tanken om at nogen måske vil ringe til mig og spørge om noget. Hvad skal jeg svare. Jeg er slet ikke parat til at blive eksponeret.
Vil alligevel holde et lille releaseparty for mine venner. For lidt fejret vil jeg jo gerne blive. Og læst. Og blive kærligt bedømt. Så skal du da invitere pressen, sagde en ven. Nej, nej, det var slet ikke meningen. Jeg bliver skræmt ved tanken om at skulle i avisen. At mene noget offentligt eller at nogen vil mene noget om mig offentligt.
Jeg er lærer og leder og alt muligt og kan godt stå foran en forsamling. Men at blive centrum for noget, der er så tæt på, som det at skrive, det er virkelig grænseoverskridende.
Selvom teksterne slet ikke er farlige og kun en lillebitte smule mig. Og ja faktisk kedelige, intetsigende, tamme. Det er faktisk værre IKKE at mene noget, ikke at have et budskab. Håber at ingen kommer til mit releaseparty, ingen skriver anmeldelser, ingen bemærker noget. Undskyld, undskyld, det var en fejl. Jeg er slet ikke klar til det her. Det, jeg har skrevet er slet ikke værdigt til at blive bedømt.
Men egentlig er jeg jo meget godt tilfreds, når jeg genlæser det og når jeg ser det sat op i bogformat. Jo, det kan jeg da godt være bekendt. Og bare jeg selv tror på det og forlæggeren tror på det, så tror resten af verden da også på det?
Og man dør jo heller ikke af en dårlig anmeldelse, vel? Eller gør man?