Nu begynder jeg at kunne noget med ord igen. Endelig. Følger jo mit græsk og latin, men nu også dansk på a-niveau. lidt ambitiøst som fjernkursist, da jeg afleverer 20 sider på computeren hver uge. Det tager pænt lang tid. Læste "Som englene flyver" af Aidt....den røg lige i hjertet og blev til digte. Som jeg vil skrive om lidt.
Snart 4 mdr. siden jeg blev skilt. Det har været hjerteløst og ubehageligt.Vi har talt sammen en gang siden da. Efter 22 år og sidste gang vi sås var med kys og kram kom et opkald:" Du har tre timer til at være ude af vores fælles hjem" CHOK. Røret smidt på og væk var han mens jeg chokeret pakkede mine ting og kravlede ud af hans liv. Uden en forklaring. Men nu ved jeg jo, at dagen efter flyttede han ind hos hende, der boede to huse længere henne. Har måtte skifte nummer og faktisk ikke talt med ham siden. Hvor hjerteløs har man lov at være? I går hentede han Rasmus og mente, at jeg havde taget hans kuffert med i farten og ville have den retur. Jeg svarede, at jeg ikke anede,hvor den var og han brølede: "Find den, kælling" foran Rasmus, som blev helt lille og fortvivlet og kiggede først på mig så sin far og ned i jorden. Jeg svarede: "Skal vi ikke prøve at holde en god tone?" Men han hev vores yngste søn, som ikke lignede en 16-årig, men en 3-årig, ind i bilen og kørte med hvinende dæk. Jeg havde den største lyst til at skrige ind i fjæset på ham, at han har gjort os så inderlig fortræd og nu skal han sgu holde sig væk med sine onde bemærkninger. Vi skal hele og han stikker knive i os med sin ondskab. Amøbeidiot!
Men jeg var til fest bagefter og fik slet ikke sovet i nat. Søde mennesker og dejlig veninde med. I dag har jeg fordybet mig i lektier, begravet mig i ord. Og begge børn er hjemme. Sådan skal det helst være. Jeg heler, men er ikke intakt endnu. Arbejder på sagen.