Så fik vi tilbudt et rækkehus. Det gør at vi har travlt; det overtages allerede d. 1/1-11. Men det gjorde mig alligevel glad. ENDELIG skulle jeg flytte sammen med kæresten. Den glæde varede så til i går hvor han vrissede af mig over ingen ting. Det er hans nye måde at sige fra på og den passer ikke ret godt sammen med mig - jeg bliver meget såret hver gang. Det virker for mig som at skyde gråspurve med kanoner. Helt unødvendigt. Oftest er det i sammenhæng med at han gerne vil have mig til at stoppe med et eller andet. Pandekage-problemet.
Han vidste godt at det hang i mig senere. Spurgte om jeg var sur. Undskyldte. Det skulle ikke betyde så meget og jeg er glad for undskyldningen, men.. er lige som ikke rigtig mig selv endnu. Spekuelrer på om der bliver meget mere af den slags i fremtiden. Det ville jeg ikke kunne holde ud. Jeg elsker ham - vil absolut ikke slå op over over noget så småt; men bliver det oftere og oftere er det ikke småt længere. Det er så irriterende - for resten af ham elsker jeg med hud og hår. Han er den jeg gerne vil dele resten af mit liv med. Bare ikke med den tone på.. SÅ STOP DOG!!