Forventninger.
En underlig størrelse.
Hvordan ser de ud?
Og hvad gemmer sig bag ordet?

Skuffelse? Tilfredshed? glæde?

Er man pessimist hvis man ikke forventer noget eller er man realist?
Er håbet væk? Eller er det en form for beskyttelse?

Forventningens glæde..tjaa..den hopper jeg ikke på. Kunne man ikke ligeså godt sige håbets glæde...drømmes glæde..
Og hvad er det så der sker når forventningen enten bliver en realitet eller forsvinder væk ud i kosmos.

Bygger vi ikke selv vores forventinger op? Og enten bliver de stående eller også braser de sammen oveni hovedet på een.
er det så ikke forståeligt, at mange mennesker er forsigtige med at sætte deres forveninger op. Efter at have fået den ene forventning efter den anden tilbage i hovedet, at til sidst give op og passe på.

Det gør ondt hver gang at få en forventning tilbage..ubrugt og afvist.
Og mon ikke det er der mange begynder at blive ligeglad, fordi de ikke tør overgive sig til forventningens glæde.

Man tror. Man forestiller sig. Og mange gange smelter de sammen og bliver eet og medfører lykke og glæde, men alle de gange hvor de afviser hinanden, sætter de dybe spor i selvtilliden og selvværdet og man bliver skeptisk.

Men bliver man kold og steril, hvis man ikke forventer?
Mange forventer vel altid lidt.
Og hvad er der så bagefter?
Kunne man se forventninger flyve gennem luften med udgangspunktet i alle mennesker. Store som små.
Et farvestrålende skue. En usynlig regnbue og måske.....kun måske ville der stå en krukke med guld for enden.
Men intet er sikkert.
Forventninger er flygtige...svigefulde..og alligevel kontrollerbare. Det tager bare lidt tid.

Og gemmer der sig også lidt held bag ordet?
Er nogle mere heldige end andre eller skaber de deres eget held?
Det er forvirrende at tænke på, men også spændende.
Jeg ville gerne overgive mig totalt til forventningens glæde, men jeg tør simpelthen ikke. Jeg har brændt mig for meget. Og eet eller andet sted synes jeg at det er synd.