Det er hårdt at hele tiden være obs. på hvordan den mellemste har det. Den mindste afvigelse i hverdagen, kan fremkalde tilbøjelighed til melankolskisme. Det kan svinge fra det ene øjeblik til det andet. Vi spørger ofte ind til søvn og sindstæmning – hvilket er i orden for ham. Har dog på det sidste konstateret, at han svarer det som han tror vi gerne vil høre.

Når vi ved at han er nede, prøver vi på at aktivere ham. En byrde som tærer på vores udfoldelsesmuligheder i dagligheden. Claus har ofte måtte tage fri pga. hans sindstilstand – hvilket har munder ud i nedsat økonomi.

Det skal ikke misforstås, som om vi ikke vil gøre alt hvad som der står i vores magt for at hjælpe ham. Det vil vi jo, men skal også have mobiliseret kræfterne dertil. Er ved at være der, jeg hvor i hvert fald har brug for hjælp udefra. Claus har dog også erkendt, at det er ved at være hårdt ved ham.

Vi har prøvet at lege med tanken om egen lejlighed, men som vi ser det, er det urealistisk. Hans dysterne sind vil give grobund for tanker og indelukkethed. Men hvad er mulighederne så?

I går havde han endnu en af hans mange nedture. Gav udtryk for at han havde lyst til at cykle de 30 km ned til hans pusher. Et problem vi indtil videre har kunne forhindre ham i. Trangen derom svinger fra lidt til meget, men hvornår er det nok til at han tager turen derefter.

Jeg ønsker som for alle vores børn, at det går dem godt.