Rolig.
Sammensat af to ord.
Det at ro.
Og så et lig.
Passer overhoved ikke når de bliver sat sammen.

Men sådan har jeg det nu.
Har redet på orkanen og sidder lige nu fast i øjet.
Det er mærkeligt at man føler sig svag for kræfter på en god måde efter at have raset.
At tilgivelsen og forståelsen altid dukker op. Som de små fugle der altid begynder at pippe efter at regnen er stoppet.
Alt hænger sammen. cyklus. (en lus på en cykkel?)
Men når man sidder i det er det som altid svært at se ud mod horisonten. Mod land. SElvom land næsten altid dukker op. (så er kloden ikke større!)

Og ud af alle de mennesker jeg kender både fysisk og psykisk, så er der den lille håndfuld ( arg...håndfuld...der kan jo ikke engang sidde een i min hånd)
mennesker som hopper rundt som en lille solgul sfære og presser alle de mørke og ansigtsløse mennesker væk. Tager alt opmærksomheden og gør de mørke sure.

Så det drejer sig ikke om hvem de er. Det drejer sig ikke om hvor lang tid man har kendt dem. Der udstedes ingen garantier på baggrud af beslægtet blod eller de mange år man har tilbragt diverse sorger og glæder sammen.
Omkring det næste hjørne kan der gemme sig et menneske som umuddelbart vil tage dig i hånden og trøste dig, skønt du ikke engang har nået at lære dets navn at kende.

Man skal huske at læse det med småt.
Det er der bare mange, inkl. mig selv, der glemmer, og REGNER i stedet med at sådan er det. Men sådan er det IKKE.
Tit i livet overraskes man og bliver skuffet over sine egne forventinger og at mange af de mennesker mman TROEDE man kendte, faktisk aldrig kan eller har tænkt sig at leve op til disse forventinger. Igen skal man huske at læse det med småt!!

Bare fordi vi kender hinandens navne, kender vi jo ikke hinanden. Og ham der står gemt derovre bag bustoppestedet, kunne måske være den som bare forstår dig, istedet for hende der står tæt på dig.
Det er mærkværdigt. ( et værdigt mærke?)

Men dem i den solgule sfære kender måske ikke hinanden, men de har een ting til fælles: De kender dig. De holder af dig. Og de vil dig kun det bedste.

Derfor er jeg rolig. (læs: glad)
Derfor kan jeg tilgive de mørke. De har jo intet lys selv. Og vil gerne have det.
Men det skal de gøre sig fortjent til.
De skal arbejde for det.
De skal se indad og rydde op.