En enlig på besøg i julen...
Ace Burridge...
8 år siden
Nu se dig selv !
Søren Sørens...
1 år, 8 måneder siden
En velfærdsengel søges i ...
Regitze Møbi...
7 år siden
køb Bananer
Ruth Christe...
4 år siden
Nisse-alert
Olivia Birch...
6 år siden
Start?
Christian Ba...
6 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
2 år siden
Livsperspektiv
Flickarocks
6 år siden
Døde dun
Tine Sønder ...
8 år siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
6 år siden
Souvenir fra barndommen
Olivia Birch...
6 år siden
Velkommen, efterår!
Josephine Lø...
6 år siden
And they say, the worst ...
Julie Vester...
7 år siden
Forsømt
Tine Sønder ...
8 år siden
Kan jeg mon lære at elske...
Neola
2 måneder, 13 dage siden
Aaaaahhhhhh.........
Sylvia Ebbes...
8 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
4 år siden
Min bedste ven hedder Rasmus. Jeg elsker ham. Men idag kunne jeg ikke lige overskue at tale med ham. Og det forstår han godt. Han er fantastisk på den måde.

Min mand er helt stille. Jeg prøver at forstå det. Sætte mig i hans sted. Udvise tålmodighed. Jeg forsøger at lave ting, jeg godt kan lide. Har modtaget 'Profeterne i Evighedsfjorden' af Kim Leine fra Gyldendal. Jeg kan godt lide den bogklub. Men det er også bare... Et land fuld af fristelser. Jeg tror måske, at jeg tror, at det, at eje bøger gør mig lykkelig. It doesn't. Men det udløser alligevel kassevis af dopamin hver gang jeg får en ny bog i min besiddelse. It's addictive.

Nogle gange rammes jeg af pludselig ømhed for mig selv. Jeg er fandme sød nogle gange. Jeg gør virkelig mange mennesker glade, helt uden det er med vilje. Og jeg beriger andre menneskers liv med mine selvopfundne udtryk og mine lyde. Her den anden dag, i Mejlgade kom jeg til at sige 'missekatter' - Ligesom jeg altid gør. Men Maria, som jeg aldrig har snakket med før, blev helt forvirret, indtil Rasmus fik forklaret, at 'missekatter' er min måde at sige 'andre mennesker' på. For så lyder 'de andre mennesker' lidt mindre skræmmende i min angstplagede hjerne. Jeg er fandme sød.

Jeg kan godt ting. Stadig.

---

Wow. Jeg fandt lige en sang på youtube af Ole Kristiansen. Som jeg genkendte som en sang, jeg har haft på et bånd. Jeg plejede at optage sange fra radioen, da jeg boede på Grønland. Og så har denne sang så været i radioen engang hvor jeg optog. Flashback for hårdt til Sannerut 1, med det grønne stakit rundt om. Hvor min tæve, Karl-Børge stod i lænke. Og det var der hun fik sit første kuld.

Kæft, hvor kan jeg huske mange mærkelige ting fra Grønland, hvis bare jeg prøver.

Og jo især totalt mærkeligt, fordi jeg drømte om Aasiaat i nat. Og jeg var så SIKKER på, at det ikke var en drøm. Jeg var så henrykt over at være tilbage. Når jeg drømmer, at jeg er tilbage i Aasiaat, så rammes jeg i drømmen også af en lettelse over, at mit ophold på Grønland var virkeligt. Jeg har ingen billeder derfra. Det er så uvirkeligt at tale om og tænke på i vågen tilstand.

Aasiaat. Vi har bare så mange løse ender, du og jeg. Jeg nåede ikke at sige farvel. Og derfor kommer jeg til at savne dig. Trods alt det vanvittige der skete mens vi var sammen. Mors druk, raserianfald, den evigt utilregnelige adfærd... Beskyldninger, trusler. Vold. Lidt. Den systematiske mobning i skoletiden... De mange, mange timer jeg har brugt alene på at udforske byen, øen. Og så nåede vi ikke at sige farvel. Så vi skal ses igen, Aasiaat. Det lover jeg.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Det slutter nu. Måske. er publiceret 25/07-2013 21:31 af Marlene Grann (LiliMarlene).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.