Har tænkt så meget - og så lagt tankerne fra mig, fordi de ikke gjorde andet end ondt. Og nu sidder jeg her - og har overskud til at smile. Havde en lang god snak med en, jeg holder af. Hun var lidt ond, men det var det, jeg havde brug for - og selvom jeg følte mig blottet og sårbar, var det det bedste. Jeg tog væk fra det hele i går - ud til min farmor, som spurgte, om jeg var glad - jeg sagde ikke ja - og hun forstod, og hun spurgte ikke mere. Hun var der bare - og lod mig bare være der sammen med hende. Alle burde have et sted, hvor de kan blive mennesker igen.

Benny Andersen skriver (frit citeret):
Her på sindets smattede skrænter
Her hvor ingen ord når hen
Og hvor ingen engel venter
Her bliver man menneske igen

Jeg er blevet menneske igen. Nu skal der tages fat på alt det, der har gjort ondt - og der skal arbejde med det. Og der skal grædes, hvis det er det, der skal til. Og der skal råbes og skriges. Og der skal les, fremfor alt smil og latter.

PS. Tak for mails - uknowhwo!