Han kom ikke ud af mit liv. Og i aften skriver jeg med angsten i mit hjerte. Tror, jeg har presset ham til at elske mig. Tror ikke, han ved, hvordan han skal komme ud af det, fordi han ved, hvor meget der står på spil.

Han var forbi i søndag. Vi skulle ikke ses mere. Men han sagde, at han ikke kunne få mig ud af sine tanker. Og jeg spurgte, hvorfor han tvivlede på os. Han vidste det ikke, og jeg gav ham svaret: "Du ved, hvad du har - og ikke hvad du får - og du er bange for at miste det hele. Men det, du ikke har indset, er, at du allerede har mistet meget." Han sov i min seng den nat, fik lov til at overtage min krop. Jeg rystede ved hver berøring, fordi så megen indespærret længsel fik lov til at blive del af virkeligheden. Og jeg vågnede til hans hud.

Tirsdag sov han også i min seng. Og kom under min hud. Jeg sov knap hele natten. Og jeg var forelsket. Umiskendeligt forelsket. Men måske ligger skepsissen i mig, fordi jeg kender ham. Og fordi han endnu ikke er gået fra hende. Jeg spørger ikke, vil ikke presse ham, men indeni gør det ondt, fordi han ikke klart har taget et valg.

Torsdag drak han sig fuld. Og skrev, at han elskede mig. At han var et fjols, ikke kunne løbe fra sin natur, men at det eneste, han vidste, var, at han ville have mig. Jeg skrev, at det var store ord så tidligt. Han gentog de store ord. Og kunne ikke huske det fredag morgen. Og jeg mindede ham ikke om det, da han var hos mig fredag aften og nat. Og i mig lørdag morgen.

Men jeg tvivler. Han tør ikke lægge planer. Ikke engang for i morgen. Og jeg spiller mit spil klogt - og lader ham være. Måske fordi jeg er bange for at tabe. Men jeg kan ikke undgå at føle, at jeg allerede har tabt. Har elsket ham i lang tid allerede. Og fuldbyrdelsen af den kærlighed er tabet i sig selv. Og sejren.

Jeg har ikke lyst til at lade ham tage bolig i mig i nat, men hvis han spørger, får han lov. Og gid, han ville spørge... for jeg gør det ikke, tænk, hvis jeg skræmte ham væk.